Efter kommunalvalget

Venstre ved man hvor man har. I hvert fald ifølge partiets eget slogan. Derfor er det naturligvis ikke så godt, når man så alligevel ikke ved, hvor man har Venstre. Som nu i Viborg Amt, hvor Venstre så ud til at generobre den amtsborgmesterpost, de mistede i 1994, og så på grund af en Venstre-mand alligevel ikke fik den.

Venstres amtsborgmester-kandidat Ole Juul havde, i fortrøstning til at Venstre-folk ved man hvor man har, strikket en konstitueringsaftale sammen med de konservative, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti; en helt naturlig konsekvens af at de fire partier var i valgforbund, og at de tilsammen lige akkurat kunne mønstre det nødvendige flertal.

Aftalen indebar først og fremmest at Venstre skulle have den amtsborgmesterpost tilbage partiet nærmest havde ejet under den navnkundige P.E. EriksenIkke i familie - så vidt vides, der var Viborgs amtsborgmester 1970-94. Det lå også i aftalen, at Venstres Aage Koch-Jensen skulle fortsætte som formand for Socialudvalget og at Fremskridtspartiets Jens Chr. Vangsgaard skulle være formand for Sundhedsudvalget.

Dét syntes Aage Koch-Jensen ikke var en ubetinget god idé. Han fandt heller ikke at Ole Juul var nogen Eriksen, altså gjort af det stof Venstre-amtsborgmestre bør være af. Og bedre blev det ikke af, at Ole Juul havde undladt at inddrage Aage Koch-Jensen i konstirueringsforhandlingerne.

Et af Venstres grundlæggende synspunkter er den enkeltes personlige frihed, der bl.a. omfatter retten til at tænke, tro og tale som man vil. Det tog Aage Koch-Jensen helt bogstaveligt og valgte - for ikke at ende som stemmekvæg i Ole Juuls kabale - at forhandle til anden side i amtsrådet. Med det skiftede flertallet og socialdemokraten Bent Hansen fik lov til at låne amtsborgmesterposten i yderligere fire år. Aage Koch-Jensen selv fik det ud af det, at han også i denne konstellation fik posten som formand for Socialudvalget og forhindret det, han mente ingen kunne være tjent med: Fremskridtspartiet i formandsstolen i Sundhedsudvalget.

Dén handlemåde har der ikke været megen forståelse for i Venstre i amtet eller i landsorganisationen i Søllerød, når for København. Det, der tæller her, er, at Aage Koch-Jensen er skyld i at Venstre ikke fik magten i Viborg amtsråd. Og som der står videre i Venstres liberale grundsætninger skal friheden ikke skilles fra ansvaret. Den, der vælger frit, må også tage personligt ansvar for konsekvenserne af dette valg.

Konsekvenserne er der ingen tvivl om i Venstres partitop: Aage Koch-Jensen skal ekskluderes. At det sker kan der ikke være nogen tvivl om efter at såvel partiformand Uffe Ellemann-Jensen som næstformand Anders Fogh Rasmussen i weekenden har meldt så klart ud, at det synes helt overflødigt at holde det formelle møde om det.

Uanset hvilket parti eller gruppering man måtte tilhøre, er det aldrig nogen let sag at have med at gøre, når et af gruppens medlemmer ikke holder partilinjen. Det kræver handling - som næsten uundgåeligt må ende med, at man går hver til sit. Det eneste uafklarede er som regel den grad af elegance, hvormed det skal ske.

Bedømt på dette forløb får man ny viden om, hvor man har Venstre. Venstre er et parti, der hylder det nære samfund og som samtidig fra centralistisk hold vil have Aage Koch-Jensen ekskluderet; den lokale vælgerforening i Løvskal-Tindbæk bakker ham nemlig op. Venstre er et parti, der taler om lighed for loven og som tilsyneladende dømmer folk på forhånd. Og så har vi også set at Venstre har ledere, der udtaler sig så bombastisk, at de ikke levner sig selv ret meget manøvrerum, i fald der skulle komme nye oplysninger på bordet. Man må da håbe, at det ikke er symptomatisk for partiets forhandlingstaktik.

På den anden side er det godt at vide at underholdningsværdien ikke vil gå tabt ved et regeringsskifte: Venstre ser ud til at være mindst lige så håbløse til at håndtere kriser som Poul Nyrup Rasmussen. Mindst!