AIDS i det 21.århundrede - en boganmeldelse

Tony Barnett & Alan Whiteside: AIDS in the Twenty-First Century. Disease and Globalization. Palgrave Macmillan. 432 sider. £ 17,99

Af Poul Birch Eriksen

»Den AIDS-historie, der kommer til at præge overskrifterne de kommende år.« Sådan sammenfattede Tony Barnett AIDS i det enogtyvende århundrede på et pressemøde på den internationale AIDS-konference i Barcelona i juli måned. Tony Barnett, professor i udviklingsstudier på University of East Anglia i Norwich, England, er sammen med Alan Whiteside, professor i sundhedsøkonomi ved University of Natal i Sydafrika, to af de førende forskere inden for de sociale og økonomiske følger af HIV/AIDS, og med syntesen af deres forskning gennem de seneste 15 år samlet i bogen, er den indføringen i emnet.

Når følgerne af HIV/AIDS ikke er dagens avis-historie skyldes det først og fremmest, at de ikke umiddelbart er at se. Man må dels vide, hvad det er man skal kigge efter, dels ud og lede efter sporene. For selv om AIDS-epidemien har krævet millioner af liv, har vi kun set begyndelsen på, hvad der er under opsejling.

Noget af forklaringen har at gøre med sygdommens natur, særlig den lange tid mellem smitte og sygdom. AIDS blev erkendt da nogle læger havde set tilstrækkelig mange patienter med et ikke hidtil beskrevet sygdomsbillede til at de kunne få øje på et mønster. De skrev om deres iagttagelser og endnu flere læger meldte tilbage om noget lignende. Men ingen af dem var klar over, at samtidig med at de i begyndelsen af 1980'erne så de første syge, var der endnu flere smittede, som var usynlige, fordi de ikke havde nogle symptomer og der ikke fandtes nogle undersøgelser, der kunne spore smitten. På samme måde som der er en tidsforskydning mellem smitte og sygdom, er der også fra at sygdommen rammer en enkelt til følgerne summer sig op gennem familien, lokalsamfundet, egnen, nationalstaten, regionen, kontinentet...

Til forskel fra lægerne, der tilså de første AIDS-syge, findes der i dag om ikke krystalkugler så nogle redskaber, der gør det muligt at få fornemmelser af, hvad der er i vente. Her er det bogen kommer ind, bl.a. med sit syn på, at mens sygdom rammer et enkelt menneske, rammer epidemier mennesker i flertal, samfund. Når sygdomme bliver til epidemier er det ikke bare noget der sker; det har sine årsager, især i hvor godt det pågældende samfund er udrustet til at værge for sig, socialt og økonomisk.

En forståelse af disse årsagssammenhænge må nødvendigvis få konsekvenser for hvordan sygdommen anskues og hvordan den bekæmpes. Langturschauffører har i såvel Afrika som Asien været betragtet som de store smittespredere, og med god grund. Derfor har der været god logik i at få dem til at ændre adfærd og altid bruge kondom, når de har sex med tilfældige partnere. Men derudover kunne man tage fat helt andre steder. Mange steder kan det tage dage at krydse en grænse, fordi toldbehandlingen er overmåde langsom. Det har betydet at der ved grænseovergangene er skudt små landsbyer op, der udelukkende er indrettet på at imødekomme chaufførernes forskellige behov. Hvis tolderne blev pålagt kortere ekspeditionstid, ville chaufførernes fristelser blive tilsvarende mindre.

Desværre vil en sådan fremadtænken ikke betyde meget for dem, der allerede er smittede. Med udgangspunkt i opgørelserne over hvor mange der er smittede burde der være et værktøj til planlægning af fremtidige behov. Problemet er bare, at det indtil videre bare er tal - ofte store tal - på papir og ikke noget, der kan måles og vejes her og nu.

Hvad gør man som politiker, hvis man ved, at over 20 pct. af befolkningen er smittet og vil dø inden for de næste 5-10 år? Når man også ved, at de smittede er mellem 20 og 40 år, altså i den mest produktive del af livet, både med hensyn til at få børn og arbejdsmæssigt? Samtidig med at man får at vide, at det ikke bare vil betyde en lavere forventet levetid, men ligefrem en negativ befolkningstilvækst? Man skal ikke tænke synderlig langt for at indse, at det udover dem, man ved bliver syge og vil kræve behandling, også vil betyde flere børn, der har mistet den ene eller begge forældre, og som skal sikres en opvækst. Til det skal så lægges alt det, hvor det kniber med viden: Eksempelvis findes en del undersøgelser om hvordan enkelte husstande klarer sig, men ikke rigtig nogen om hvordan husstande i flertal, dvs. nærsamfund, klarer sig. Desuden er de fleste husstands-studier lavet i landområder, fordi det er mere bekvemt (for forskerne) end i storbyslum. Eller man stå over for en gåde som i Kwa-Zulu Natal provinsen i Sydafrika, hvor bogen nævner at der de seneste fire år er konstateret et fald på 24 pct. i antallet af elever, der indskrives i 1. klasse. Hvad der er blevet af de børn kan man kun gisne om: Er de døde? Er de ikke blevet født? Har familien ikke råd til skolepenge? Har familien brug for deres arbejskraft derhjemme? Er der overhovedet en familie til at sørge for at de kommer i skole?

Vover politikeren at tænke lidt videre endnu, trænger andre ubehageligheder sig på: Hvis over 20 pct. er smittede, må der blandt dem også være folk i nøglestillinger, der ikke umiddelbart lader sig erstatte. Med dem forsvinder viden, især plejer, også kaldet institutionel viden, der netop består af alt det, der sjældent er skrevet ned. Det kan handle om arbejdsgange i ministerier, virksomheder og værksteder eller om, hvornår der skal sås, vandes, luges og høstes. Hvilken fremtid venter?

Tony Barnett & Alan Whiteside har ingen nemme løsninger på lager. Op til og under AIDS-konferencen i juli måned blev der talt og skrevet meget om behandlingens lyksaligheder. Vel kan den have en funktion, men den løser ikke det grundlæggende problem, at der er sociale og økonomiske årsager til sygdom og sygelighed. Når to spædbørn født i 1998 kan forvente at leve i henholdsvis 80 år, hvis det blev født i Japan, og 37,2 år, hvis det blev født i Sierra Leone, hænger det nøje sammen med sociale og økonomiske forskelle mellem de to lande. Det er dem, der skal tages fat på. Jo før jo bedre. For selv om det er svært at spå, især om fremtiden, er én ting sikker, når vi taler om de samfundsmæssige følger af HIV/AIDS: Det bliver værre end det er i dag.