Laboratorieskabt fugleinfluenza A H5N1
af Poul Birch Eriksen
To forskerhold har på forskellig vis manipuleret et fugleinfluenza-virus til let at kunne smitte mennesker - noget almindelig fugleinfluenza ellers har svært ved. Som alle andre forskere vil de gerne have offentliggjort deres resultater i et videnskabeligt tidsskrift, men i dette tilfælde har det rejst en diskussion om de skal have lov, for vil det ikke være at forsyne folk med skumle hensigter med opskriften på et terrorvåben?
D et er en udbredt antagelse, at den næste influenza-pandemi vil blive udløst af en fugleinfluenza. Med influenza-pandemier taler man ikke om hvis men om når den kommer. For historisk er de dukket op tre til fire gange per århundrede. Forud for den seneste, den influenza, der i 2009 berørte alle verdensdele, var man så overbevist om, at den ville have sit udspring i en meget smittefarlig fugleinfluenza, at den forudgående planlægning end ikke opererede med muligheden for at det kunne blive en anden form for influenza.
Det blev det - som det måske huskes - for den influenza, der først blev konstateret med udspring i en mexikansk svinebesætning i foråret 2009 og siden spredte sig kloden rundt, viste sig nærmest at være mindre smittefarlig end en normal sæsoninfluenza. Der var bare det, at den beredskabsplan, verdenssundhedsorganisationen gik frem efter, var så rigid, at det var svært at omstille sig til noget der var mindre slemt. Det betød bl.a. at der blev erklæret pandemi - epidemi i flere verdensdele på en gang - på et tidspunkt, hvor der nok var det antal tilfælde, der kunne retfærdiggøre betegnelsen pandemi, men hvor det kunne være svært at se meningen i det, fordi de tilfælde der var, for de flestes vedkommende ikke var synderlig alvorlige.
Når man havde lagt sig så fast på fugleinfluenzaen og af den variant, der hedder A H5N1, så skyldes det, at den har et stort dødeligt potentiale. Den er meget udbredt og over halvdelen af dem, der har fået denne influenza er døde af den. Siden A H5N1 første gang blev konstateret i Asien i 1997 har den decimeret fjerkræbestande på tre kontinenter, men til alt held - set fra et menneske synspunkt - har den meget svært ved at smitte fra fugl til menneske. Sker det, som det er gjort i knap 600 tilfælde siden 1997, har overlevelsesraten været skræmmende lav - omkring men under 50 procent.
Selv om det hidtil har været vanskeligt for mennesker at blive smittet fra fugle og fjerkræ - og navnlig at udløse en sneboldeeffekt ved at smitte videre fra menneske til menneske - er det ingen garanti for, at det vil blive ved med at være sådan. Lige som det heller ikke er, at mange fagfolk argumenterer for, at det næppe vil ske.
Nogle hælder til, at hvis A H5N1 skulle tilpasse sig mennesker, så vil det efter alt at dømme gå ud over formeringsevnen og uden at virus kan mangfoldiggøre sig selv er udsigterne til kædereaktion og global spredning selvsagt små.
Andre at det i så fald ville kræve at fugleinfluenzaen blandede gener med en menneskeinfluenza - hvad der faktisk godt kan ske i svin, som kan være bærere af både fugle- og menneskeinfluenza - det var derfor det i 2009 var så bekymrende, at de første tilfælde kunne føres tilbage til en svinebesætning.
Andre igen, at A H5N1 ikke vil være sandsynlig baseret på historisk erfaring. A' i A H5N1 er typen, H5N1 er en subtype, hvor H'et står for gluccoproteinet haemagglutinin, N'et for enzymet neuraminidase og tallene for undergrupper - 16 H'er og 9 N'er. Ved tidligere pandemier har det kun været undergrupperne H1, H2 og H3 som har været i spil.
Mod det taler, at ét forskerhold ledet af den hollandske virolog Ron Fouchier fra Erasmus universitetshospitalet i Rotterdam - og vist nok også et andet hold ledet af Yoshihiro Kawaoka fra University of Wisconsin i Madison og Tokyos universitet - eksperimentelt har vist, at det ikke er så svært at få A H5N1 til at tilpassse sig mennesker - også uden at skulle omkring grisene - og smitte videre fra menneske til menneske som var det en sæsoninfluenza. 'Vist nok'et' for det amerikansk/japanske forskerhold, fordi det har været noget mindre meddelsomme end det hollandske. Begge har indleveret artikler om deres eksperimenter til videnskabelige tidsskrifter, men herudover har Ron Fouchier også holdt indlæg om det på en videnskabelig konference og har stillet op til interviews.
Det med de videnskabelige artikler vides, fordi det amerikanske US National Science Advisory Board for Biosecurity for øjeblikket overvejer om artiklerne bør trykkes. Det bekræfter det rådgivende udvalgs formand over for ScienceInsider, en blog der er at finde på tidsskriftet Sciences hjemmeside. Udvalget, der blev oprettet i 2005, har ikke egentlige magtmidler til at forbyde offentliggørelse, opgaven er at rådgive den amerikanske sundhedsminister i den gråzone, der kaldes dual-use-research, hvis resultater på den ene side kan være til gavn for almenvellet, men på den anden side kan misbruges til skade for såvel den generelle sundhedstilstand som rigets sikkerhed. Eller sagt på en anden måde skal udvalget manøvrere mellem at forskningen pålægges så få hindringer som muligt og samtidig undgå at terrorister får for gode ideer.
Videnskabelige artikler bliver i en sådan optik let problematiske, navnlig hvis forskningresultaterne har flere anvendelsesmuligheder. Et af formkravene i en videnskabelig artikel er nemlig, at den giver en opskrift på, hvordan man er nået frem til sit resultat. Ja, det er nærmest rationalet i at skrive en videnskabelig artikel. Både for at fagfæller kan vurdere om de opnåede data virker rimelige og for at andre kan eftergøre eksperimentet, komme til samme slutning og dermed bekræfte holdbarheden af det fundne. Men man behøver jo ikke nødvendigvis at være forsker for at få udbytte af opskriften i en videnskabelig artikel.
Det nemme ville selvfølgelig være at affærdige Ron Fouchier og Yoshihiro Kawaoka som gale videnskabsmænd. Hvis det ikke var fordi, at der bare i den smule, der er kommet frem om deres eksperimenter, synes at være indhøstet stumper af ny viden, som kan få stor betydning for den fremtidige forebyggelse og bekæmpelse af influenza-pandemier. Som f.eks. hvad det er for helt specifikke mutationer i eksisterende influenza-vira, man skal være særlig opmærksom på, fordi de er skridt på vejen mod den meget smittefarlige variant. Eller, når man nu kender den genetiske sammensætning af den farlige variant, burde mulighederne være bedre for at skrue en vaccine sammen eller afprøve en behandlings virkning. Hvad der givet også har været en medvirkende årsag til at de amerikanske nationale sundhedsinstitutter har støttet Ron Fouchiers forskning økonomisk.
Samtidig er det svært at se bort fra, at det er farlige sager, de har arbejdet med i Rotterdam, i Madison i Wisconsin og i Tokyo, og udover hvor sikre opbevaringsfasciliteterne for et sådant virus er der, kommer man næppe uden om at tage en tiltrængt diskussion om den form for forskning fortsat skal foregå i det åbne. Navnlig fordi resultaterne kan vise sig at ruste verden bedre til den næste influenza-pandemi.
- - - - - - - - - - - - - - -
Den amerikanske regerings videnskabelige rådgivere om biosikkerhed vil ikke stille sig i vejen for at to omdiskuterede videnskabelige arbejder om fugleinfluenza bringes i fagtidsskrifter. Men de anbefaler at beskrivelsen ikke går for meget i detaljer med, hvordan de to forskerhold bar sig ad med at manipulere fugleinfluenza-virus til at blive lige så smitsom for mennesker som en almindelig sæsoninfluenza.
D er står 'pålagt-selvcensur' hen over den afgørelse det amerikanske National Science Advisory Board for Biosecurity offentliggjorde i går. For selv-censur er, hvad de to forskerhold - et hollandsk og et amerikansk/japansk - og de toneangivende videnskabelige tidsskrifters redaktører bliver anmodet om: At begrænse sig inden resultaterne bringes, på en sådan måde, at oplysninger til gavn for influenzaforskningen kommer frem, uden at potentielle terrorister får for gode ideer.
I to uafhængige eksperimenter er den for mennesker lidet smitsomme A H5N1 fugleinfluenza i laboratoriet er gjort til noget, der kan smitte fra menneske til menneske som var det en influenza af den årligt tilbagevendende slags. Eksperimenterne er udført af internationalt velanskrevne forskere, det ene på Erasmus Universitetshospitalet i Rotterdam, det andet på University of Wisconsin, Madison og på Tokyos Universitet. Resultaterne fra Holland er indsendt til offentliggørelse i Science, det ene af de store videnskabelige tidsskrifter, de amerikansk-japanske i Nature, det andet af de store videnskabelige tidsskrifter.
Normalt er det et tidsskrifts redaktion der suverænt bestemmer, hvilke af de indkomne bidrag, der skal bringes, og i hvilken opsætning. Men med de to eksperimenter er vi inde i den gråzone, der på amerikansk kalddes dual-use research, hvis resultater på den ene side kan være til gavn for almenvellet, på den anden side kan misbruges til skade for såvel den generelle sundhedstilstand som rigets sikkerhed. Her er det så at de uafhængige, videnskabelige rådgivere kommer på banen, for udvalget for biosikkerhed er oprettet for at bistå den siddende amerikanske sundhedsminister. Egentlige magtmidler haves ikke, men selv henstillinger har det med at kunne noget, navnlig hvis de kommer fra den, der formelt sidder på de offentlige forskningsbevillinger, som har støttet eksperimenterne i såvel Rotterdam som Madison, Wisconsin. Rådgivernes anbefaling - som sundhedsministeriet straks gjorde til sin - er at Science og Nature skal have lov til at offentliggøre de to artikler, fordi de kan have stor betydning for bekæmpelsen af og forskningen i influenza. Men at de samtidig anmodes om ikke at bringe detaljer om, hvordan influenzaen er blevet gjort luftbåren.
Rådgiverne ved godt, at det er et brud med al videnskabelig tradition om at videnskabelige arbejder skal redegøre for vejen ad hvilken således at andre kan gentage eksperimentet og derfra arbejde videre med det, men da disse andre også kunne være personager med skumle hensigter, anmodes forfatterne og tidsskrifterne om at afstå fra at bringe de afsnit i deres fulde længe. Til gengæld så rådgiverne gerne en lettere omskrivning, der tydeliggør eksperimenternes betydning for influenzaforskningen, og et nyskrevet afsnit om den laboratoriesikkerhed, der skal til ved den slags eksperimenter.
Den beskårne version af metodeafsnittet bekymrer begge tidsskrifters chefredaktører, som nu vil gå i tænkeboks. Sciences Bruce Alberts udtaler, at meget vil afhænge af, hvilke garantier man kan få fra den amerikanske regering sådan at ansvarlige forskere på forespørgsel får adgang til den udeladte tekst og Natures Philip Campbell at selv om anbefalingen er uden fortilfælde og redaktionen forstår begrundelserne bag, ændrer det ikke ved nødvendigheden af at forskere får fuld adgang til hele den videnskabelige analyse.
Samtidig skal der nok være dem, der har svært ved at forstå, hvordan fraværet eller beskæringen af et afsnit eller to, skulle få bioterrorister til at afstå fra deres forehavende.
Så det har næppe været nemt for de videnskabelige rådgivere at nå frem til en anbefaling og man kan givet lægge en del i at den først kom i går, når den var ventet i forlængelse af det møde det rådgivende udvalg holdt i torsdags, men spørgsmålet er nok snarere - lidt flot sagt - om ikke udvalget har været for sent ude og tilmed har haft brugt tid på mindre relevante problemstillinger.
Censur af videnskab har ikke nogen imponerende resultatliste. Enten fordi censorerne sjældent har helt styr på, hvor det sner, og derfor blokerer adgang til artikler der når de bliver tilgængelige viser sig lidet anvendelige til sinistre formål. Eller fordi oplysninger har det med at dukke op desudagtet. NASAs James Hansen er eksempelvis flere gange forsøgt bremset med sine oplysninger om klimaændringer, men hans præsentationer har hurtigt være at finde på internettet. Og med vore dages kombinationen af forskernetværker og internet kan man vist roligt gå ud fra, at selv om der ikke formelt er offentliggjort noget om eksperimenterne på Erasmus Universitetshospitalet, i Madison, Wisconsin og i Tokyo, så har mange af verdens influenzaforskere - og deres ældre studerende for den sags skyld også - en ganske kvalificeret ide om hvad de har lavet i laboratorierne og hvordan de har gjort det. Ånden er så at sige ude af flasken.
Et spørgsmål rådgiverne ikke har noget at sige om - i hvert fald ikke til udvortes brug - er om det rimelige i at denne form for dual-use forskning overhovedet finder sted i universitetsmiljøer. Godt nok råder de såvel i i Rotterdam som i Madison og i Tokyo over laboratorier, der opfylder de såkaldte biosikkerhedsniveau 3 krav - som er der hvor det skønnes sikkert at arbejde med mikroorganismer, der nok kan resultere i alvorlig sygdom, men som der findes behandling for - og hvor risikoen for smittespredning er lav i fald der skulle ske et udslip. Men netop denne form for influenza indebærer en stor risiko for smittespredning, hvis uheldet skulle være ude, ligesom det er et åbent spørgsmål om de eksisterende influenzabehandlinger vil have nogen effekt. Den menneskesmittende fugleinfluenza de har manipuleret frem i Rotterdam skulle have en meget høj dødelighed - mange gange højere end de omkring 2 procent 1918-influenzapandemien havde, den som kostede over 50 millioner livet jorden over inden den klingede ud. Ganske vist ved man det kun fra en dyremodel det med den høje dødelighed - og en sådan kan tage fejl. Det gjorde den i hvert fald forud for 2009 pandemien, hvor dødeligheden var høj blandt de fritter - en form for ilder - der har et sygdomsforløb, som ligger tæt op af det menneskelige, men hvor der døde færre mennesker end i løbet af en normal sæsoninfluenza. Det er dog ikke det samme som at dyremodellen altid tager fejl.
Der kunne derfor være meget, der talte for, at eksperimenter med influenza-vira kun måtte foregå i biosikkerhedsniveau 4 laboratorier - der hvor man skal være iført heldragt med egen luftforsyning og som man kun kan komme ind i gennem sluser med undertryk via et niveau 3 laboratorium, som ligger inde i et niveau 2 laboratorium, som er inde i et niveau 1 laboratorium som en anden russisk matrioskja-dukke. Der er bare det, at der ikke er så mange biosikkerhedsniveau 4 laboratorier, de er dyre at anlægge, de er bøvlede at arbejde i på grund af sikkerhedsprocedurerne, som i sig selv er tidskrævende og de ligger sjældent lige i nærheden af ens kontor. Derfor får megen influenzaforskning lov til at foregå i de mere bekvemme niveau 3 laboratorier. Fordi den forskning anses for vigtig.
- - - - - - - - - - - - - - -
Frygten for bioterrorisme har været gennemgående argument for den selvcensur, National Science Advisory Board for Biosecurity har opfordret forskere og videnskabelige tidsskrifter til. Men er det nu også så forholdsvis let at gøre et laboratorievirus til et biovåben? Og et anvendeligt et af slagsen?
I følge skrækscenariet synes der ikke at skulle andet til end meget af det samme udstyr, der bruges i mikrobryggerier og en selvmordsterrorist, der som smittebærer rejser til en storby. I et realitetstjek er der dog en del mellemregninger at tage i betragtning, mener DIIS-forsker Cindy Vestergaard:
»Det vil på ingen måde være givet, at selv om der skulle ske som forudsat i scenariet, at det så vil fungere som bioangreb eller udløse en influenza-pandemi. For der er et springende punkt som handler om økonomisk og laboratoriemæssig formåen.«
Cindy Vestergaard er født og opvokset i Canada, af danske forældre, og har siden 2007 været tilknyttet DIISDansk Institut for Internationale Studier , først som Ph.D.-kandidat og siden hun fik den som forsker i nedrustning af ABC-våben - atomare, biologiske og kemiske.
Spørgsmålet om den biomedicinske forsknings flertydige anvendelse er blevet aktuelt efter at to forskerhold - et hollandsk og et amerikansk-japansk - uafhængigt af hinanden i laboratorieeksperimenter har manipuleret fugleinfluenza af typen A H5N1til at kunne overføres ved nys og andre former for dråbeinfektion mellem mennesker - og det amerikanske National Science Advisory Board for Biosecurity lige før jul henstillede til både forskerne og de videnskabelige tidsskrifter Nature og Science ikke at gå for meget i detaljer med, hvordan de har båret sig ad, i de videnskabelige artikler, de gerne vil have offentliggjort. Når et amerikansk udvalg har noget at skulle have sagt over et hollandsk eksperiment er forklaringen den, at holdet fra Erasmus universitetshospitalet i Rotterdam, har modtaget offentlige amerikanske forskningsmidler.
Som eksempel på hvor svære biologiske og kemiske våben kan være at få noget ud af - med mindre man en stats apparat i ryggen - nævner Cindy Vestergaard den japanske Aum Shinrikyo-sekts angreb med sarin-gas i Tokyos undergrundsbane i marts 1995. Selv om angrebet i sig selv var alvorligt nok med 13 døde, 50 tilskadekomne og tusinder, der midlertidig blev blindede, så er det værd at hæfte sig ved det, der ikke lykkedes - til trods for at sekten havde mere end en milliard dollars til sin rådighed. For de havde også forsøgt sig med boutolisme, som er et af de stærkeste giftstoffer der kendes, og med miltbrand.
»De prøvede at sprøjte forstøvet opløsninger ud fra hustage for at ramme bestemte dommere, som dømte i sager mod sekten. Men uden held. De slog nogle kæledyr ihjel, men der var ingen effekt i den store skala.«
Problemet med et bio-våben handler umiddelbart om noget meget teknisk.
»De sporer, der skal fremkalde sygdommen, skal være så små, at de kan svæve, sådan at de kan indåndes. Det er når de kommer ned i lungerne, de kan blive farlige, også når de hostes op igen. Det man indtager gennem spiserøret vil ikke være nær så farligt. Men det er så også det svære, at få dem ned i luftvejsstørrelsen, det er ikke noget man gør i køkkenbords-regi, det er det der hidtil har krævet en stats apparat.«
Når der nu kører en international debat om de hollandske, amerikanske og japanske forskere skal underkaste sig selvcensur, mener Cindy Vestergaard det er vigtigt at have hukommelsen med. For navnlig efter 11. september 2001 er der sket et holdningsskift i forhold til hvad der var gældende, da præsident Richard Nixon i 1969 indledte en ensidig nedrustning af biologiske våben og forpligtede at USA ikke ville bruge dem som angrebsvåben.
Den nixonske gennemskuelighed - i hvert fald hvad angik offentligt finansieret biologisk forskning - er efter 2001 blevet afløst af en stigende lukkethed, hvor man end ikke længere advarer om de fejl, man måtte komme til at lave, sådan at andre ikke gentager dem. Cindy Vestergaard har sine tvivl om en meget omtalt australsk fejl i slutningen af 90'erne ville have fået samme forløb i dag.
På et laboratorium i Canberra arbejdede forskere med at manipulere Ectromelia virus. Ectromelia giver mus og kun mus noget, der minder om kopper. Ideen bag projektet var at lave en ganske speciel vaccine ud fra Ectromelia, en vaccine der skulle virke som p-piller og dermed bidrage til at holde musebestanden nede. Noget gik gruelig galt for resultatet blev en supersmitsom Ectromelia, der slog alle forsøgsdyrene ihjel inden for 9 dage efter de havde fået indsprøjtningen. Og det var ikke lige den form for skadedyrsbekæmpelse man var ude efter. Beskrivelsen af hvad de havde gjort og hvorfor det gik galt blev trykt i et videnskabeligt tidsskrift, hvad der skabte megen debat:
»Ved at vedgå at det var en fejl og ikke led i en australsk biologisk oprustning, kunne forskerne i Canberra advare andre om, hvordan de ikke skulle gøre, og samtidig plædere for at de kønne ord, der står om gennemskuelighed i konventionen om biologiske våben fra 1972, burde være mere forpligtende og være kombineret med verifikations-mekanismer sådan at nogen kan overvåge, at man vitterlig gør, som man har sagt man vil, sådan som det gælder for atomvåben.«
Konventionen om biologiske våbenBWC bærer præg af at være den første nedrustningsaftale. Den er på bare 5 sider, den definer end ikke hvad et biologisk våben er, måske fordi den er skrevet i en tid, hvor ingen længere troede på biologiske våbens anvendelighed - blandt andet fordi man aldrig rigtig har fået løst problemet med bagslag, at angriberen risikerer selv at få det hele tilbage i hovedet. Og den har mildest talt ikke været i stand til at forudse bioteknologiske landvindinger indenfor genetikken.
Terrorangrebene den 11. september 2001 førte blandt meget andet i USA til øget påpasselighed om såkaldt dual-use research, hvis resultater kan være såvel til gavn for almenvellet som misbruges. At den Nixon'ske gennemskuelighed blev nedprioriteret. At der blev opført en række nye højsikkerhedslaboratorier - før 2001 var der 5 i den højeste kategori, BSL 4biosikkerhedsniveau , efter 2001 er der kommet mindst 10 mere til. Hvad der betyder en øget produktion og transport af farlige mikroorganismer og at flere får adgang til dem. Lige det, man ville undgå.
Som Cindy Vestergaard ser det er der ved at være opstået et bioindustrielt-militært kompleks og det er med til at sløre linjerne. Også fordi en masse forskning er blevet mulig. Inden for de senere år har vi set videnskabelige artikler om dyrkning af botulisme-bakterier, om hvordan man ved hjælp af genetisk kortlægning kan lave poliovirus fra bunden, om rekonstruktionen af det influenza-virus, der var skyld i Den spanske Syge, influenza-pandemien 1918-20, om genskabelsen af pestbakterien, der forårsagede en anden af de store pandemier, Den sorte Død 1348-50. Cindy Vestergaard tror ikke på censur som vejen frem, slet ikke set fra et nedrustningsperspektiv. Men måske man også burde diskutere om man skal, fordi man kan. For traktatens mangler til trods repræsenterer den en enighed om noget man ikke bør.
- - - - - - - - - - - - - - -
Verdens førende influenza-forskere pålægger sig selv et 60-dages stop for potentielt farlige eksperimenter af typen hvor fugleinfluenza i laboratoriet gøres smitsom mellem mennesker. Der er behov for at finde ud af, om den form for forskning skal fortsætte og i så fald hvordan.
Selv om listen af navne på fælleserklæringen, som er blevet offentliggjort online på Nature og Sciences hjemmesider er som en blå bog over eksperimentelle influenzaforskere, skal man ikke tolke at der er 39 underskrivere som at der er 39 laboratorier, der aktuelt laver den form for eksperimenter.
Ron Fouchier, der på Erasmus Universitetshospitalet i Rotterdam lavede det ene af de to nu omdiskuterede eksperimenter, har til bloggen ScienceInsider forklaret, at de var tre om at tage initiativet til erklæringen. De to andre var Yoshihiro Kawaoka, som på University of Wisconsin i Madison lavede det andet eksperiment, og Adolfo Garcia-Sastre fra Mount Sinai School of Medicine i New York, der egentlig har den offentlige amerikanske forskningsbevilling, der har finansieret det eksperiment, som blev outsourced til Fouchier. Garcia-Sastre er sammen med Fouchier og Kawaoka med i den gruppe på omkring 10 influenzaforskere, hvis laboratorier arbejder i den retning, og som i første omgang diskuterede hvordan man skulle forholde sig. Ret hurtigt blev yderligere omkring 30 forskere inddraget, fordi deres grupper er i stand til at lave noget lignende. Så tallet 39 er de laboratorier i Kina, Japan, Europa og Nordamerika, der magter at forske i, hvad der gør influenza smitsom mellem mennesker. Og af dem er der omkring 10 som lige nu arbejder med forskellige aspekter af det spørgsmål.
Et af problemerne med influenza er, at man ved at de influenzaer, der rammer mennesker, muterer fra en dyrevariant som kan være fugle eller svin. Men man forstår meget lidt af, hvad det er der gør dyrevarianten smitsom for mennesker - og fra menneske til menneske. Det var for at skaffe mere viden om det, at Ron Fouchier og Yoshihiro Kawaoka uafhængigt af hinanden gav sig til under kontrollerede forhold at manipulere en menneske-smitsom variant frem af fugleinfluenza A H5N1. Hidtil har den ikke vist sig synderlig smitsom, hverken for mennesker - eller videre til andre mennesker. Til gengæld er over halvdelen døde af de godt 600, som er blevet smittet siden denne fugleinfluenza første gang blev konstateret i 1997. Det er dødeligheden, der gør den så skræmmende - for uanset at det hidtil har krævet tæt kontakt med smittede fugle at blive smittet, så skal der sådan set bare en mutation til for at ændre på det. Derfor kan det være godt at vide mere om, hvad der sker i den proces.
Og at dele denne viden med andre. Men det var så der balladen begyndte. De to videnskabelige artikler om eksperimenterne blev sendt til gennemsyn i det amerikanske National Science Advisory Board for Biosecurity. Lige før jul nåede det rådgivende udvalg frem til at anbefale såvel forskerne som de to videnskabelige tidsskrifter Nature og Science at pålægge sig selvcensur. Artiklerne måtte godt offentliggøres, men uden at gå for meget i detaljer med, hvordan de manipulerede virus til at mutere. Af frygt for bioterrorisme.
Det er dog langt fra det eneste element, der indgår i den efterhånden temmelig omfattende, internationale debat. Som spænder fra forsknings- og ytringsfrihed - over nødvendigheden af den forskning, af hensyn til forebyggelsen - til om forsøgene overhovedet burde have været lavet. Hvor hovedbekymringen er, at det manipulerede influenzavirus skal slippe ud ved et uheld. For at få ro på har de 39 influenzaforskere valgt moratoriet, i første omgang i to måneder. En tilgang, med fortilfælde.
I 1970'erne var det gensplejsningsteknologien som gav anledning til bekymringer. For hvordan denne fagre ny verden kunne komme til at se ud, for risikoen for at der skulle ske udslip - og fra forskerside for at blive underlagt begrænsninger i, hvad der måtte forskes i. Også her brugte man et moratorium til at komme videre. I tænkepausen samledes biologer, læger og jurister i Asilomar i Californien i februar 1975 for at fastlægge retningslinjer, der på den ene siden skulle afmontere de mange bekymringer, på den anden give forskningen mulighed for at arbejde i dette nye felt. Det der dengang blev vedtaget i Asilomar har siden vist sig både at give øget indsigt i en række livsprocesser og en større offentlig forståelse for biomedicinsk forskning og molekylær genetik.
I løbet af februar er der planlagt en række møder, hvor eksperimenterne med at manipulere fugleinfluenza A H5N1 kommer på dagsordenen. Når AAASAmerican Association for the Advancement of Science ,der bl.a. udgiver Science, holder sit årsmøde i Vancouver i midten af februar vil programmet være tilføjet flere seancer om emnet. Også en længe planlagt konference om Bioforsvar og nye sygdomme som The American Society for Microbiology holder i Washington i slutningen af februar har fået tilføjet nye punkter på dagsordenen.
Det helt store møde ventes at finde sted i WHO-regi i Geneve, også i slutningen i februar. Også selv om det måske ikke er det, der huer verdenssundhedsorganisationen allermest. Det er nemlig en diskussion man af andre grunde godt kunne være foruden. I hvert fald lige nu. Sagen er, at det efter noget der ligner 4 års endeløse diskussioner, netop er lykkedes at nå til enighed om en ny Influenza Pandemi Beredskabsplan.
Noget der krævede megen indsats handlede såmænd om fugleinfluenza A H5N1 og gensidig udveksling af oplysninger. Det er vigtigt for influenza beredskabet, uanset om vi taler pandemi eller almindelig sæsoninfluenza, at vide, hvad der cirkulerer rundt af influenza i andre dele af verden og hvordan den genetisk er skruet sammen, sådan at man kan sætte produktion af vaccine i gang.
I 2006 nægtede den daværende indonesiske sundhedsminister Siti Fadillah Supari at dele sådanne oplysninger med WHO. Hun sagde, at den viden var indonesisk ejendom, som hun ikke ville dele med den multinationale medicinalindustri, der bare ville bruge det til at lave vaccine, som indoneserne så kunne få lov til at betale overpris for. Det lykkedes at få forhandlet en aftale i stand, både med Indonesien og mere generelt, men det har helt givet været sin sag.
Med det in mente har man i WHO-hovedkvarteret i Geneve ikke meget brug for den aktuelle sag. Slet ikke at Nature, der planlægger at trykke Yohishiro Kawaokas artikel, og Science, der skal lægge spalter til Ron Fouchiers artikel, har meldt ud, at de for så vidt godt vil gå ind på den selvcensur som National Science Advisory Board for Biosecurity har henstillet til. Men de vil kun gå med til den beskårne version på betingelse af, at de amerikanske myndigheder så opstiller nogle regler for, hvordan velanskrevne forskere kan få adgang til den fulde version, som de kan have behov for i deres videre arbejde. At få det til at harmonere med WHOs gensidige udveksling af oplysninger, kan nok kræve en tænkepause.