De smittede børn og de dødsdømte sygeplejersker

Den libyske højesterets annullering af dødsdommene over seks udlændinge for at have smittet 426 libyske børn med HIV/AIDS, har mindsket en væsentlig hindring for en normalisering mellem Tripolis og Vesten.

©Poul Birch Eriksen

30 december 2005

Den libyske højesteret afgjorde Juledag, at dødsdommene mod fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge ikke længere skulle stå ved magt, men at hele retssagen i stedet skal gå om. De seks har været fængslet siden 1999, anklaget for at have smittet 426 børn med HIV/AIDS, mens de arbejde på et hospital i havnebyen Benghazi. 50 af børnene er siden døde. Under retssagen ved de lavere retsinstanser har de seks fastholdt deres uskyld, og at børnene på grund af manglende screening af donorblod og en generel dårlig hygiejnestandard allerede var smittede, inden de påbegyndte deres arbejde i Libyen. De tilståelser, anklagemyndigheden har kunnet fremlægge under retssagen, har deres forsvarere sagt er fremkommet under tortur.

Dødsdommen ved skydning, der blev afsagt i 2004, udløste internationale protester og gjorde bestræbelserne på at optage Libyen i det gode selskab igen yderst vanskelige. Libyen havde ellers vist god vilje ved i 2003 at love opgive ambitionerne om at blive atommagt og ved at betale kompensation til de efterladte for de 270, der mistede livet, da en bombe sprang i et Pan Am fly over Lockerbie i Skotland i 1988. I en situation, hvor nogle måske ville træde varsomt, brugte Libyen sagen med de smittede børn til at lægge pres på Bulgarien: Henrettelserne ville blive eksekveret, hvis ikke bulgarerne var villige til at betale 10 millioner dollars i kompensation for hvert smittet barn - samme beløb Libyen havde måtte betale for hver af de efterladte efter Lockerbie. En separat olieembargo mod Bulgarien blev også nævnt.

Noget er tilsyneladende kommet ud af den libyske taktik, for Bulgarien er, støttet af EU kommisionen, USA og Storbritannien, gået med til at oprette en international støttefond, der skal stå for de smittede børns behandling og pleje. Der er ikke oplyst noget om fondens størrelse, men fonden blev offentliggjort to dage før højesteret afsagde sin kendelse. Det er endnu ikke berammet, hvornår retssagen begynder forfra i underretten i Benghazi.

Dårlig sag

Denne foreløbige udgang på sagen er bemærkelsesværdig, fordi Libyen, bortset fra det naturligvis ikke ubetydelige forhold, at de fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge er i libyernes varetægt, må siges at stå med en dårlig sag. Det er desværre set før, at børn er blevet smittet med HIV/AIDS under hospitalsindlæggelse. Første rapportering i større omfang kom i 1989, hvor et sovjetisk læge fortalte en international AIDSkonference, at over 200 børn var blevet smittet nogle år forinden på et børnehospital i Elista i den sydlige del af landet. Selv om ansvaret blev placeret hos personalet, der blev beskyldt for ikke at have fulgt forskrifterne, indførte Sovjetunionen efterfølgende krav om at donorblod skulle undersøges for spor af HIV. Fra Rumænien kendes også tilfældene fra Ceausescu-tiden med børnehjemsbørnene, der blev smittede, fordi de for at fremme deres sundhedstilstand fik små blodtransfusioner med samme nål, der ikke blev desinficeret mellem hver gang, den blev brugt. Selv om en sådan praksis er uhygiejnisk, forårsager den ikke i sig selv HIV/AIDS. Hertil kræves virus, enten fra en anden, allerede smittet patient, fra blod, der ikke er blevet undersøgt for smitte, eller at det, der skal injiceres tilsættes virus.

Mens de to første smitteveje peger tilbage på systemfejl i det libyske sundhedsvæsen, åbner den tredje smittevej muligheden for at drage nogen til individuelt ansvar. Det var, hvad den libyske anklagemyndighed gjorde, med den tilføjelse, at de fem bulgarske sygeplejersker og den palæstinensiske læge under de hvide kitler var agenter for amerikanske og israelske efterretningstjenester.

Om de var, skal ikke afgøres her. Men det skal påpeges, at det libyske retsvæsen kunne have skabt større klarhed ved at have inddraget de nyeste retsmedicinske metoder i sagen. Ved at have tilladt de DNA-analyser, der oftere og oftere anvendes til at afklare, om en sigtet har gjort det, han eller anklaget for, eller om det ikke kunne være ham, kunne det være blevet afklaret, hvilken virus-streng børnene var blevet smittet med og dens geografiske oprindelse. Sådanne svar fås ved at sammenholde DNA-analyser af det virus, man måtte stå med, med kortlægningen af HIVs genom, der har udgangspunkt i den ældste, kendte forekomst, fundet i en blodprøve fra Congo i 1959.

Alle kendte HIV-strenge kan deles i tre hovedgrupper. På verdensplan har to af grupperne ikke den store sygdomsmæssige betydning, mens de strenge, der er samlet i den tredje gruppe, er involveret i den verdensomspændende AIDS-epidemi. Denne hovedgruppe kaldes M for Main og er inddelt i yderligere 10 undergrupper, kaldet A-H, og J og K. Selv om HIV er et hurtigt muterende virus og derfor i konstant forandring, er det ved hjælp af disse teknikker muligt at følge de evolutionære forgreninger, det undergår, og kortlægge, hvordan det bevæger sig rundt i verden.

En sådan undersøgelse af HIV-strengene i de 426 smittede libyske børn kunne kaste lys over nogle for denne sag helt centrale spørgsmål: Hvis strengene afviger markant fra de varianter, der findes i Bulgarien, har de libyske myndigheder et forklaringsproblem med, hvor sygeplejerskerne så har fået virus fra. På den anden side, hvis ikke strengene har en nogenlunde overensstemmelse med de strenge, der blev fundet i den libyske blodforsyning i 1997-98, har de seks et og andet at forklare. Er der derimod overensstemmelse, må der siges at være indicier for alvorlige mangler ved hygiejnepraksis og blodscreening i det libyske sundhedsvæsen.

Gammelt kneb

Systemfejl er sjældent lette at erkende. Det er væsentligt nemmere - og bekvemmere - at ty til et gammelt kneb: Skyd skylden på de fremmede. Som eksempelvis den italienske astronom, botaniker, digter, filosof, geolog og læge Girolamo Fracastoro (Hieronymus Fracastorius på latin) i 1530 gjorde med sit digt »Syphilis sive morbus gallicus« (Syfilis eller Den franske syge). Samtidig med, at han også var ophavsmand til den tanke, at mikroorganismer måtte have betydning for udbredelsen af smitsomme sygdomme, en teori, der først blev bevist over 300 år senere af Louis Pasteur og Robert Koch. Men Fracastoros betegnelse for syfilis som den franske syge hang ved. I Italien. Andre steder, afhængig af hvorfra man så verden, har syfilis også været kaldt den italienske, polske, spanske eller tyske syge.

-------------------------------------------

Det videre forløb som afspejlet i indslag i Orientering:

Først dømt til døden - så alligevel ikke... - 10 juli 2006
Libyen: Risiko for dødsstraf - 18 december 2006
De seks fra Benghazi dømt til døden - 19 december 2006
Libysk højesteret stadfæster dødsdom over sygeplejersker - 11 juli 2007
De seks fra Benghazi kan udleveres til Bulgarien - 18 juli 2007