Jammerbugten ved Rødhus
  • Radio
    • Orienteringsindslag
      • Seneste
      • Tidligere
        • Fra 2008
        • Fra 2007
        • Fra 2006
    • Det skal nok gå, altsammen...
    • Praksis
      • Klodernes Kamp anno 1938
      • Collage-teknik
      • Optakt til Sommerskrift
      • Den tyske Genforening
      • Dogmeradio: Den demokratiske dannelsesrejse
  • HIV/AIDS
    • Artikler
      • Benghazi 6
      • Anmeldelse af Barnett & Whiteside
      • Understanding Politics
    • Talcirkus
    • AIDS - mellem linjerne - forord
    • Viggo Faber (1918-2006)
      • Mindeord
      • Samtale
  • Bøger
    • AIDS - mellem linjerne - forord
    • Når der ikke er noget tredje valg (pdf)
  • Stort & Småt
    • Cykling/Doping
      • Mont Ventoux
      • Operacion Puerto
    • Politiske tildragelser
    • Mundtlig fremlæggelse
      • Gode råd
    • Formidling
  • @

  • Proveniens
    Oprindelig skrevet som indslag til Orientering i marts 2007, men aldrig bragt
  • Puerto
    Bjergpas, der hvor man kan se, hvad der venter på den anden side af det bjerg man er klatret op af.





Spansk dopingsag vakler juridisk

Hvis man vil anklage nogen for at have begået lovovertrædelser, kan det være et godt udgangspunkt forinden at have sikret sig at der er en lov som er blevet brudt. De overvejelser synes ikke rigtig at være gjort i den spanske sag om doping inden for professionel cykling, for sagen blev i marts 2007 afvist af en dommer.

© Poul Birch Eriksen

I for og sig er det ikke så overraskende at dommer Antonio Serrano afviste sagen. For selv om sagen har haft stor mediebevågenhed og har fået store konsekvenser for en række professionelle cykelryttere, der er blevet fyret af deres hold, og for nogle hold, der har mistet deres sponsorer, så har sagen - Operación Puerto - haft den indbyggede svaghed, at den næppe ville holde i byretten. I hvert fald ikke i Madrid og under spansk lov. Problemet er at Spanien sammenlignet med andre store cykelsportslande som Frankrig og Italien har været bagud med at bruge lovgivning i dopingbekæmpelsen. Det er først i vinterhalvåret 2006-07, at der er trådt lovgivning i kraft, som ville gøre sigtelserne juridisk holdbare. Men som ikke var gældende i den periode bevismaterialet omfatter. Og da man i et retssamfund ikke opererer med love med tilbagevirkende kraft måtte sagen falde. Det har næppe være ubekendt for anklagemyndigheden - må man da gå ud fra - og kan også ses i den måde sigtelserne har været formuleret på. Men inden vi kommer dertil, ville det nok være på sin plads at fortælle lidt om substansen i Operación Puerto. Puerto betyder et bjergpas, der hvor man kan se, hvad der venter på den anden side af det bjerg man er klatret op af. Efterforskerne har givet følt, at de var nået til et bjergpas af en art, da cykelrytteren Jesus Manzano stillede cyklen i stativ og i marts 2004 i fire store interviews i dagbladet El Pais begyndte at fortælle om ting og sager fra cykelmiljøet, som der ellers ikke tales meget om udenfor. Herunder brugen af præstationsfremmende præparater. Det særlige ved sådanne præparater er ikke så meget medikamenterne i sig selv, for de er at finde i lægemiddelkataloget. Det er snarere måden, de anvendes på. Et stof som EPO, for nu at tage 90'ernes udbredte dopingmiddel som eksempel, blev udviklet til operationspatienter, fordi det øger produktionen af røde blodlegemer. Det gør EPO også hos toptrænede sportsudøvere og da de røde blodlegemer transporterer ilt til musklerne kan det være en fordel at øge antallet af dem, særlig i sportsgrene, der som landevejscykling har udholdenhed som en vigtig parameter. At se alternative muligheder i eksisterende medikamenter og at anvende dem optimalt kræver en lægefaglig ekspertise. Ligesom en læge også er nyttig at have ved hånden til at ordinere dem. Det bragte lægen Eufemiano Fuentes i fokus. Eufemiano Fuentes, der oprindelig havde specialiseret sig i gynækologi men senere kastede sig over idrætsmedicin, hvor han havde opnået et ry for at være god til at sørge for at hæmatokritværdien, antallet af røde blodlegemer holdt sig på den rigtige side af det tilladte. Han havde været tilknyttet forskellige spanske professionelle cykelhold som sportslæge, blandt dem Jesus Manzanos tidligere hold. Herudover drev han en privat klinik. I februar sidste år begyndte det spanske politi en overvågning og aflytning af Eufemiano Fuentes og kredsen omkring ham. Det førte i maj måned til en razzia mod hans klinik, hvor politiet beslaglagde forskellige præparater der er mest kendt i dopingsammenhæng, poser med frossent blod og papirer, herunder en liste med 200 navne, der skulle være klienter hos doktor Fuentes. Selv blev han anholdt sammen med blandt andre Manolo Saiz, sportsdirektør på cykelholdet Liberty Seguros-Würth. Saiz bliver løsladt dagen efter, Fuentes efter yderligere nogle dage mod kaution. Mens anklagemyndigheden arbejdede sig igennem det beslaglagte materiale, begyndte dele af indholdet at lække til spanske medier. Hvad der kastede den professionelle cykelverden ud i kaos før årets store cykelbegivenhed Tour de France: Sponsorer trak sig, som forsikringsselskabet Liberty Seguros, et andet hold Communidad Valencia fik frataget deres invitation til årets Tour, og en række ryttere blev suspenderet af deres hold. Nogle af dem så sent som dagen før starten på årets Tour, blandt dem forhåndfavoritterne Jan Ullrich fra det tyske T-Mobile hold og Ivan Basso, fra det danske CSC-mandskab.

Doping har i mange år redet professionel cykling som en mare. 1998-udgaven af Tour de France var særlig slem med EPO-afsløringer en masse. Efter løfter om bod og bedring og ren sport har det været den almindelige antagelse, at nu går det da vist meget godt igen. Indtil Operación Puerto vækkede det slumrende uhyre og satte løbsarrangører og hold under pres, for som det hedder i den gamle talemåde så går der ikke røg af en brand uden der har været ild. Løsningen blev at lægge drakonisk afstand til enhver, der på nogen måde kunne sættes i forbindelse med den spanske sag. For så vidt forståeligt nok, for hvis de pågældende havde gjort som det var fremme, nemlig at have brugt bloddoping, så havde de forbrudt sig mod de internationale regler, der siden 1985 har gjort bloddoping forbudt. Bloddoping går ud på at man lader sig tappe for blod med henblik på en senere retransfusion for at øge antallet af de ilttransporterende røde blodlegemer. Bloddoping forsvandt fra repertoiret, da EPO vandt frem, men har fået sin anden luft efter analysemetoderne mod EPO blev lidt for gode. Med EPO kan man nemlig se, at kroppen har fået tilført et fremmed og kunstigt stof, mens ens eget blod jo er ens eget. Der er bare det, at der på det tidspunkt Operación Puerto begyndte at rulle ikke var nogen national spansk lov, der gjorde forholdene forbudte. Det er der så kommet i mellemtiden. Men den kan ikke anvendes om noget, der ligger før lovens ikrafttræden. Og det satte anklagemyndigheden i noget af en knibe. For det store materiale, der var indsamlet, kunne ikke bruges mod de implicerede ryttere. Den eneste relevante paragraf de kunne finde brugte de til at tiltale Eufemiano Fuentes for at have bragt andres sundhed i fare. Men den afviste dommer Antonio Serrano inden sagen overhovedet kom i gang for alvor. Selv om anklagemyndigheden har kæret kendelsen til en højere retsinstans, kan det ikke udelukkes, at Operación Puerto ender som en fuser. I hvert fald juridisk. Om det har været skønne spildte kræfter er derimod lidt mere indviklet. For man kunne jo sige, især hvis man abonnerer på den opfattelse at målet helliger midlet, at det professionelle cykelfelt har fået sig en forskrækkelse, det sikkert godt kunne trænge til. Måske, men der har også været temmelig mange utilsigtede virkninger. Det spanske cykelhold Comminidad Valencia mistede sin invitation til Tour de France, fordi holdet var indblandet i Operación Puerto. I hvert fald ifølge de lækager fra efterforskningen, der blev viderebragt i medierne. Communidad Valenciana fik senere en dommers ord på skrift for at det ikke indgik i undersøgelsen. Det samme gjorde flere ryttere fra det hold der på et tidspunkt hed Liberty Seguros-Würth og som efter sponsor- tilbagetog kom til at hedde Astana. Holdet som sådan blev i første omgang smidt ud af den økonomisk givtige Tour, men fik ved den internationale sportsdomstols mellemkomst lov til at stille til start. Alligevel endte holdet med at blive forment adgang til de franske landeveje, fordi tilpas mange af holdets ryttere angiveligt var implicerede til at Astana ikke kunne stille med de minimale seks ryttere. Det var dog først efter at feltet var rullet over målstregen på Champs Elysees at de blev frikendt. Men man kunne også spørge, om sådan som Operación Puerto hidtil er forløbet på er måden at bekæmpe doping på? Fordelene ved at have loven med sig er - uanset hvor besværligt det kan være - blandt andet at der i enhver lov er indbygget en række procedurer, der skal sikre den enkelte mod at blive offer for vilkårlige og midlertidige folkestemninger.

----

Selv om sagen skulle falde i Spanien kan ikke-spanske cykelryttere risikere at der bliver rejst disciplinærsag mod dem. Bloddoping har internationalt været forbudt siden 1985 og lige siden den spanske sag begyndte har de nationale cykelforbund utålmodigt ventet på at få adgang til sagens akter. Det kan tidligst ske efter næste spanske retsinstans har behandlet kæren af afvisningen.

----

Lyt til indslag om Operación Puerto, der har været bragt i Orientering på P1 (åbner i nyt vindue)

Bloddoping populært blandt cykelryttere - 5 juli 2006

Er cykelsporten blevet for ren? - 19 oktober 2006

Doping overskygger cykelsporten - 11 maj 2007

Cykling + doping = føljeton uden ende - 19 oktober 2007


Det skal nok gå, altsammen...