Forskningskommunikation

Forskningskommunikation er en disciplin, der beskæftiger sig med såvel det videnskabelige grundprodukt som med brugen af formidlingskanaler.

Formålet med forskningskommunikation er at viderebringe resultater af forskning til brugerne - hvad enten de er befolkningen, politikerne, myndighederne, erhvervslivet, organisationer eller andre forskere - under hensyntagen til modtagernes forudsætninger.

Forskningskommunikation er en proces, der ved at stille spørgsmål til forståeligheden af den videnskabelige tekst udvikler bevidsthed om sprogets udtryksmuligheder og kan medvirke til en præcisering af den videnskabelige udtryksform.

Forskningskommunikation er et håndværk, der i vidt omfang kan læres. Men det kræver øvelse.

Al kommunikation indebærer formuleringsmæssige kompromiser. Derfor vil det som forsker være vigtigt at gøre sig klart, hvor ens grænser går for hvad man vil sige i forhold til hvad man fagligt kan stå ved. Med udmeldingen fra Det Strategiske Forskningsråd om, at der i tildelingen af forskningsmidler vil blive lagt vægt på, »at der i ansøgningen indtænkes et formidlingsaspekt, der sikrer, at forskningens resultater og formål bliver synliggjort« (Forskning der nytter, september 2004) er der lagt op til, at forskerne står mere frem; et krav der nyder generel politisk tilslutning. Men hvad kan/vil/skal forskerne stå model til? Hvem og hvad skal afgøre det: Forskernes selvopfattelse, herunder den kollegiale agtelse, forskningens anvendelighed, skatteborgernes forventninger, eller...?

Forskningskommunikation kan også rumme fordele for forskerne. De spørgsmål og overvejelser, der affødes af formidlingssituationen, kan også tjene som en afprøvning af holdbarheden af det man ser som budskabet i ens forskning i forhold til målgruppen. Denne proces kan måske ligefrem være med til at afdække dunkelt tænkte områder i forskningen og dermed gøre fungere som afsæt for bedre forskning.

Forskningskommunikation er ikke kun et spørgsmål om at nå ud til borgerne for at forklare, hvad deres skatter bruges til, selv om det er vigtigt; det er også et spørgsmål om, at i takt med at megen forskning er blevet mere og mere specialiseret, er det også blevet sværere for forskere at forstå hinanden. Derfor bør der også sættes fokus på selve den videnskabelige tekst, for jo bedre udgangsmaterialet er, desto lettere vil det være at målrette dets budskaber.