..og videnskaben kort

Tilbagetrækning

Det sker,at videnskabelige artikler bliver trukket tilbage. Fordi de viser sig ikke at holde, fordi der er fundet fejl, fordi de er skrevet af fra andre, eller fordi der direkte er tale om svindel. For nu at nævne nogle af de hyppigste begrundelser for, hvorfor en artikel ikke længere anses for at bidrage til videnskaben.

Det hører til de absolutte sjældenheder, at en videnskabelig artikel bliver trukket tilbage med begrundelsen, at det ikke var meningen, at den skulle bringes.

Ikke desto mindre er det, hvad der er sket med en artikel, som har været at finde på netudgaven af det videnskabelige tidsskrift Veterinary Microbiology. Den handler om dromedarer i De Forenede Arabiske Emirater og om de er smittet med et virus, der er beslægtet med hepatitis C - smitsom leverbetændelse. I følge én opgørelse er artiklen blevet citeret af fem andre, siden den blev lagt på nettet i juli 2010.

Der er bare det, at redaktionen af Veterinary Microbiology afviste at bringe artiklen, sådan som det sker med mange videnskabelige artikler, for tidsskrifterne får tilsendt langt mere end de har plads til at trykke. Ikke desto mindre skete der 'en intern administrativ fejl', som der står i tilbagetrækningsmeddelelsen. Og denne interne, administrative fejl betød, at den ellers afviste artikel alligevel blev publiceret på nettet.

Om det også skyldtes en intern, administrativ fejl at der skulle gå næsten halvandet år inden den afviste artikel blev trukket tilbage, fremgår ikke.

januar 2012

Skoddede skotter

Det sker, at der opstår usikkerhed om, hvordan et ord skal udtales. Som f.eks. vandtætte skotter. Eller skodder?

Efter at have hørt en medarbejder og en gæst bruge hver sin udtale for åben mikrofon, kom en lytter med en opfordring:

Det hedder retteligt skodder med blødt D, og jeg har godt nok aldrig hørt andet. Er det mon, fordi yngre mennesker ikke kender dette ord for en ramme af træ, der er sat for et vindue for at holde lidt igen for vind og vejr. Hvis man ikke er dus med et ord, er det da en rigtig god idé at tage kontakt til Dansk Sprognævn eller slå det op et sted, hvor udtalen oplyses.

Diverse opslag nåede frem til, at lytteren har ret. Forudsat der er tale om skodder - dem man sætter foran vinduer for at holde især lys ude, men også skærme for vind og vejr - så både staves og udtales de med d.

Skotter med t derimod har ikke noget med vinduer at gøre, men derimod med skibsbygning. Et skot er en tværskibs væg om læ, eller under dæk om man vil. Navnet stammer fra det nederlandske Schot som var de lodrette vægge, europæiske skibsbyggere begyndte at forsyne skibene med i det 15. århundrede. I første omgang for at gøre skibets konstruktion mere stiv og for at kunne få bedre styr på lasten, så den ikke forskubbede sig. Senere kom man på at man ved hjælp af skotter kunne opdele et skib i sektioner. Gjorde man dem vandtætte kunne skibet holdes flydende, selv om det tog vand ind. Takket være de vandtætte skotter burde der bare være vand i én sektion. Endnu senere fandt man på at bruge brandsikre skotter, og betegnelsen flyttede med, da man begyndte at bygge fly.

Skibet Great Eastern, der blev sat ind på Atlantfarten i 1858, var det første vesterlandske skib, der var forsynet med vandtætte skotter. Allerede i det 13. århundrede var de at finde på kinesiske skibe.

Forrest i skibe kan man finde kollisionsskottet. Det er det stærkeste og mest vandtætte skot og er beregnet til at beskytte skibet i tilfælde af en kollision.

For at et skot skal være vandtæt skal det som minimum nå op over vandlinjen. Det var et af problemerne på Titanic. For selv om skibet havde 15 vandtætte skotter, så nåede de ikke langt nok op fra bunden. Det betød at det vand, der fossede ind af det hul isbjerget havde lavet i skroget, kunne løbe op over det vandtætte skot og ind i den næste sektion.

Det kan vel godt kaldes skod-design.

24 november 2011

Roadtrip

Lidt fra et sted der sjældent rapporteres fra: Mars. NASA, den amerikanske rumfartsadministration, har nemlig besluttet at tiden er inde til at sige at nok er nok. Ikke mere køren rundt på den røde planet med udforskningskøretøjet Spirit.

Eller snarere er der tale om at NASA har været nødt til at tage konsekvensen af, at Spirit så at sige har mistet ånden. I månedsvis har siddet uhjælpeligt fast i løst sand og har ikke kunnet komme derfra, fordi hjulene ikke kan få ordentlig fæste. Historien om den golf-vogns store Spirit har ellers ellers været én om ukueligt gå-på mod. Som udgangspunkt blev den udviklet til at kunne klare en tre måneders udflugt på overfladen af Mars. Men Spirit var mere end en 90 døgns flue. For med sine soldrevne batterier fortsatte den med at køre og køre og sende oplysninger tilbage til Jorden. I over 6 år.

Og selv om den nu er kørt fast er Spirit ikke nødvendigvis udtjent. Forudsat den kan klare sig igennem den kommende Mars-vinter. De seneste vintre har kontrolcenteret hos NASAs Jet Propulsion Laboratory i Pasadena i Californien været i stand til at manøvrere Spirit i en sådan vinkel mod solen at solcellerne kunne generere strøm nok til at elektronikken ikke frøs til. Men nu hvor det er så som så med manøvredygtigheden vil det være noget af et åbent spørgsmål om systemerne kan holde sig funktionsduelige.

Det bliver dog ikke til at sige lige med det samme, for Spirit sættes i en dvaletilstand, hvor den kun sporadisk vil ringe hjem. Først om et halvt års tid kan man tage endelig stilling til om ånden definitivt er opgivet. Men kommer Spirit til at opleve endnu et Mars-forår, ja så er der som man siger opstået en helt ny situation:

NASA vil have mistet et mobilt udforskningskøretøj. Til gengæld får NASA sig en stationær forskningsstation på Mars, som både kan bruges til at studere Mars atmosfære og jordbunden. Undskyld Mars-bunden.

27 januar 2010

Syv spande sort kaffe

Hvis man ikke kender til det selv, så har man vel hørt andres gode råd om hvordan man hurtigt bliver ædru. En eller flere kopper sort kaffe nævnes ofte i den sammenhæng. Men det er - viser en videnskabelig undersøgelse - noget nær det værste man kan kaste sig ud i.

Forsøg med mus viser nemlig, at dét at man synes man får det bedre af at drikke kaffe i bedste fald kun er noget man bilder sig ind. Rent faktisk er der meget der tyder på, at kaffen kun gør ondt værre, fordi man ikke er i stand til at indse, hvor påvirket man er af alkoholen.

Det er forskere fra Temple University i Philadelphia, der har kastet sig over emnet, og deres resultater er blevet bragt i tidsskriftet Behavioral Neuroscience.

Til deres forsøg brugte forskerne fra Philadelphia voksne mus, som under forskellige påvirkninger blev sat til at finde rundt i en labyrint. Undervejs risikerede de at blive udsat for det, der klinisk kaldes ubehagelige stimuli og som omfatter de i tilstanden stærkt generende fænomener som skarpt lys og høje lyde.

Musene i forsøget fik doser af alkohol og af koffein i forskellige kombinationer, og deres resultater i labyrinten blev sammenlignet med andre mus, der fik en neutral saltopløsning.

Alkoholen havde den virkning, at den gjorde musene mere afslappede, men også dårligere i stand til at undgå at ramle ind i ubehagelighederne. Koffeinen gjorde musene en smule bedre til at navigere rundt i labyrinten, men gjorde dem også mere anspændte og nervøse. Kombination alkohol og koffein syntes at gøre musene på en gang afslappede og agtpågivende, men dog ikke mere end at de ikke havde nogen heldig pote, når det galdt om at omgå de ubehagelige chok.

Forskerne fra Temple University oversætter museresultaterne til, at blandingen af alkohol og koffein fremkalder en tilstand, hvor man tror man er både frisk og kompetent nok til at klare situationer, som kræver et vist nærvær for at undgå at komme til skade. Men det er blot en illusion for realiteten er at promillen er der ikke ændret på.

10 december 2009

Disse prægtige mænd på deres selvkørende maskiner

Det kan være en ganske farlig aktivitet at slå græs, navnlig hvis der indgår en havetraktor. Det viser en opgørelse i Journal of Safety Research. I følge den er omkring 66.000 amerikanere i løbet af en 5 års periode endt på sygehuset som følge af skader de har erhvervet sig ved motoriseret græsslåning. Langt de fleste med blå mærker eller forstuvninger, nogle med brækkede knogler, i visse tilfælde har det været nødvendigt at amputere og i seks gange endte det med døden.

Næsten 100 af de tilskadekomne var blevet kørt over af en plæneklipper - nogle var børn, der havde siddet på førerens skød og var faldet ned. Ellers var mest mænd over 40 år der måtte en tur på skadestuen.

En meget hyppig årsag til skader har været, at de roterende dele bevægede sig, når de ikke burde gøre det. Som f.eks. under tømning eller anden servicering. Det har det med ikke bare at gøre lemmer til risikoområde men også hovedet, der kan blive ramt af diverse vildtflyvende brokker. En anden hyppig årsag var traktorer der væltede. Måske fordi de blev kørt for hårdt.

BBC News hjemmeside, der fortæller om den amerikanske opgørelse, skriver, at det bedste skøn for de britiske øer er at 6.500 hvert år kommer til skade i forbindelse med aktiviteter, der involverer græsslåmaskiner - traktorer såvel som selvskubbere. Alene inden for det seneste år har der været 530 hospitalsindlæggelser - og det bare i England, der jo kun er en del af det forenede kongerige.

Det fremgår ikke umiddelbart af hverken de amerikanske eller britiske tal, om der har været tale om apparat-fejl - eller om det har været betjenings-fejl. Altså dem, der opstår, når man ikke mener, det er nødvendigt at slukke for maskinen, når man skal rode med de roterende skær.

23 november 2009

Rød til fisk?

Man går sjældent galt i byen, hvis man beder om hvidvin til fisk og rødvin til kød. Det betyder dog så langt fra, at man ikke kan drikke rødvin til fiskeretter. For det kan man godt. Ligesom det retfærdigvis bør påpeges at man kan oplevere hvidvine, der er mindre heldige som ledsager til fisk og skaldyr. Uden man har været helt klar over, hvorfor det forholder sig sådan.

Nu mener folk fra laboratorierne hos et af Japans største vin- og spirutusfirmaer - Mercian i Fujisawa - at have fundet en forklaring. Til det brugte de 7 erfarne vinsmagere, 38 røde, 26 hvide vine og et ukendt antal kammuslinger. Ud over at være delikate har kammuslinger også den egenskab, at de er meget sarte og der skal ikke synderlig meget til at give dem en 'fisket' eftersmag. Derfor fik vinsmagerne serveret kammuslinger til de mange vine.

En efterfølgende kemisk analyse af vinene viste, at jern synes at være den udslagsgivende faktor, rapporter holdet i Journal of Agricultural and Food Chemistry. Navnlig når jernindholdet i vinen kommer over 2 milligram per liter. Så kom den fiskede eftersmag, uanset om det var hvid eller rød. Som kontrol blev der lavet en lugtprøve. Tørrede stykker af kammuslinger blev marineret i vin. Var det vin med lavt jernindhold lugtede muslingen normalt, var jerninholdet højt lugtede muslingen af fisk på den måde, frisk fisk helst ikke skal lugte.

Hvad det er i muslingerne, der reagerer med vinen, er endnu ikke fundet, men mistanken rettes mod en umættet fedtsyre, som nedbrydes hurtigt når den udsættes for jern og som i den proces frigiver lugten af rådnende fisk. Som med så meget andet der handler om vin kan det være svært at generalisere og det gælder også jernindhold, for det afhænger blandt andet af mængden i jorden, af hvor druerne er dyrket og af en række andre faktorer i den videre forarbejdning. Skal man endelig sige noget overordnet, så har rødvine tendens til at have et højere jernindhold

For folkene fra Mercian-laboratorierne var det en overraskelse, at det var jernet, der gjorde udslaget. Til ScienceNow siger en af artiklen forfattere, kemikeren Takayuki Tamura, at de troede den ubehagelig lugt kom fra polyphenoler eller svovldioxid. Også fordi disse komponenter udgør en større procentdel af vins indhold, end jern. Hidtil har vinbønder ikke bekymret sig synderlig meget om jern-indholdet, fordi det hverken ændrer ved vinens farve, får den til at ilte hurtigere eller giver uklarheder. Takayuki Tamura håber de nye resultater kan åbne vinproducenternes øjne for at jernforurening kan have en negativ effekt på smagsoplevelsen.

26 oktober 2009

Nobelpriser

Der var nogle underkæber der med en vis hastighed faldt ned i brysthøjde fredag den 9. oktober klokken 11, da den norske nobelkommitte annoncerede at årets modtager af fredsprisen i Alfred Nobels navn er USAs præsident Barack Obama

Årets andre modtagere af Nobelpriser har ikke bare måttet levere de opdagelser, der er en pris værdig - de har også måttet vente længe på anerkendelsen. Måske for at være sikker på, at opdagelsens betydning var holdbar.

- De tre amerikanere, der i mandags fik Nobelprisen i medicin for opdagelsen af hvordan kromosomerne, som indeholder vores arvemasse, kan kopieres fuldstændigt ved celledeling og hvordan de beskyttes mod nedbrydning, gjorde deres opdagelse i begyndelsen af 80'erne.

- De tre, der i tirsdag fik at vide, at de havde vundets årets Nobelpris i fysik, gjorde deres opdagelser af henholdsvis hvordan man sender lys og dermed informationer gennem optiske fibre og af en elektronisk chip, der kan fastholde billeder, tilbage i 60'erne.

- Trioen, der onsdag fik Nobelprisen i kemi for deres arbejde med at forstå ribosomernes betydning for arvemassen, gjorde deres første opdagelser i 1980 og har lavet en stor del af deres videre arbejde i 90'erne.

- Og for at færdiggøre 2009-listen så langt som vi kender den - modtageren af økonomiprisen bekendtgøres først mandag - så gik litteraturprisen til den rumænsk-tyske forfatter Herta Müller med et langt forfatterskab bag sig.

Årets modtager af fredsprisen har været USAs præsident siden den 20. januar i år.

9 oktober 2009

Middelhavskost mod depressioner

Spanske forskere mener at have fundet beviser for at Middelhavskost forebygger depressioner. Tidligere har forskerne fra universiteterne i Las Palmas og i Navarra i deres stort anlagte projekt om middelhavskostens fortræffeligheder vist, at en kost bestående af megen olivenolie, en smule alkohol og mejeriprodukter, ikke så meget rødt kød, til gengæld rigtig mange bælgfrugter, korn, frugt, grøntsager og fisk synes at have en forebyggende virkning mod hjertekarsygdomme og mod kræft - ligesom også en lille pose nødder om dagen synes at virke kolesterolsænkende.

I oktober nummeret af tidsskriftet Archives of General Psychiatry beretter de spanske forskere om koblingen mellem middelhavskost og depression hos de over 10.000 raske voksne undersøgelsen følger, nu på femte år

Blandt dem blev der i en fire års periode konstateret 480 nye tilfælde af depression - dobbelt så mange blandt kvinder som blandt mænd. Her ville det så være fristende at sige at sammenhængen med kosten var sådan, at dem, der mindst slavisk fulgte Middelhavs-kostråd også var dem, der blev ramt af depression. Men helt så enkelt var det ikke. Alligevel afslørede statistikkerne at blandt de 480 tilfælde af depression holdt under halvdelen sig til Middelhavsdiæt. Hvis kosten ikke havde nogen betydning burde fordelingen have været langt mere ligelig.

Resultatet falder godt i tråd med de såvel de spanske forskeres tidligere resultater som med anden forskning. Det viser sig nemlig at det er nogle af de samme proteiner, der er på spil både når det gælder hjertekarsygdomme og depressioner og at Middelhavskosten synes at have en gavnlig effekt på netop de proteiner.

Men som artiklen i Archives of General Psychiatry slutter - med en klassiker i sådannne sammenhænge - så er der behov for yderligere forskning før man kan sige noget mere definitivt. Må man som nordbo forslå, at de også kigger lidt på lysets betydning for depressioner.

6 oktober 2009

Hornede hunner

Hvorfor har nogle hunner horn? Blandt dyrene altså. Et spørgsmål af den slags, der gennem årene har afstedkommet megen videnskabelig panderynken. Evolutionsteoriens ophavsmand Charles Darwin er blandt dem, der har haft fat i emnet, uden rigtig at kunne komme på et fyldestgørende svar.

Når de klovfodede pattedyr har udviklet horn er det ifølge de mest plausible forklaringer for at kunne bekæmpe hinanden. I hvert fald når det gælder hanner. Men det gør hunner ikke rigtig. Og så er vi tilbage ved mysteriet: Hvorfor har køer horn? Som i øvrigt ofte er meget mindre end hannernes.

Men det er der måske nu et svar på. To amerikanske forskere har i Proceedings of the Royal Society B - B for biovidenskaberne - fået offentliggjort deres bud.

Ind i en computer proppede de data om 117 arter af kvæg - om de havde horn eller ej, deres kropsstørrelse, om de levede i åbne landskaber eller i tæt bevoksning, i hvilken grad de vogtede over deres territorium, hvor store flokke de levede i og noget man kunne kalde deres iøjenfaldenhed. Efter en drøvtygning kom der i den anden ende det ud, at jo større og derfor mere synlig ude på de åbne vidder arten var, jo oftere havde artens hunner horn. Hvad man ikke behøver en computer for at overbevise sig selv om. Bruger man øjnene stemmer iagttagelsen glimrende overens med mange feltobservationer.

Nu kan man sjældent opstille regler uden at gøre undtagelser. Det gælder også her. For der er nogle små topantiloper, hvor hunnerne har horn. Men det kan så forklares med, at de i modsætning til andre hunner er stærkt territotale og bruger hornene til at kæmpe med de andre hunner om føde og plads.

Gættet fra de to amerikanere er - og den kan på det foreliggende grundlag ikke blive andet end en sandsynliggørelse - den er, at hunner, der ikke kan falde i ét med tapetet eller vegationen som led i udviklingen har været nødt til at tillægge sig horn for at kunne forsvare sig mod de rovdyr, de ikke kunne skjule sig for.

Dermed være ikke sagt, at der kan være andre forklaringer på hunners horn. Men så må nogen andre finde deres måde - med den amerikanske gnavpot W.C. Fields ord - at tage tyren ved halen og se situationen i øjene

30 september 2009

Fordrukne rotter

Amerikanske forskere mener at have ført bevis for at ungdomsdruk bidrager til en risikobetonet adfærd som voksen. En sådan sammenhæng har længe været formodet, men forskere har haft svært ved at fastslå om det var en ungdom tilbragt i sprit, der gjorde folk mere tilbøjelige til at tage en risiko. Eller om folk begyndte at drikke som teenagere fordi de havde hang til det risikable.

Forskerne fra University of Washington i Seattle er godt klar over, at de med deres undersøgelse ikke har fundet hele svaret, men de er kommet et stykke af vejen. Og det har de gjort ved at afprøve teorien på rotter. Nu er rotter af natur ikke drukfældige - de rører ikke alkohol med deres gode vilje - men ved hjælp af en udspekuleret metode lykkedes det at give dem en ordentlig bjørn på. Forskerne udnyttede nemlig at gnaverne - som mange amerikanere - har en forkærlighed for Jell-O - en meget sød, blævrende gelédessert. Sukkerindholdet er så højt, at det kan være svært at smage selv en ganske kraftig tilsætning af promiller.

De unge rotter blev delt i to grupper - en der kunne mæske sig i sprittet geledessert og en der var totalt afholdende. Begge gruppers bure blev - for at teste deres risikovillighed - forsynet med to stænger. Når de trykkede på den ene vankede der en belønning i form af noget spiseligt - på den anden en endnu større belønning, men som ikke gav pote hver gang.

For at gøre en længere historie kortere, så tegnede der sig hurtigt det mønster, at afholdsrotterne foretrak den stang, der hver gang gav noget spiseligt, mens de fordrukne rotter tog den anden, der nogle gange gav en stor belønning, men som over tid faktisk gav mindre end den sikre. Og hvad mere var - selv efter forskerne holdt op med at forsyne den ene gruppe med promiller i gelé, så fortsatte de med at tage chancen.

Og det står at læse i Proceedings of the National Academy of Sciences.

Multitasking

Der er nu kommet videnskabeligt belæg for hele to sager som indtil nu har været påstande. Den ene er, at multitasking ikke er mulig, altså det med at sidde ved computeren og f.eks. skrive mails samtidig med at man chatter, ser fjernsyn, sms'er, hører radio og alt muligt ved siden af. Det er måske ikke så overraskende, for det har været påpeget før, også med videnskabeligt belæg. Det uventede, er den anden påstand: At dem der tror de kan multitaske faktisk er utrolig ringe til det når det kommer til stykket.

Hvad værre er for multitaskernes selvforståelse, viser de sig at være dårligere end en kontrolgruppe, der i erkendelse af egne begrænsninger mener, at de ikke er synderlig gode til det. Det fremgår af en artikel i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.

Forskere fra Stanford University i Californien har ladet to grupper - en der i egen selvopfattelse var gode til at multitaske og en der i egen selvopfattelse ikke var - gennemgå en række psykologiske forsøg for at få et billede af deres opmærksomhedsniveau og deres hukommelse.

I et af eksperimenterne blev forsøgspersonerne sat foran en computerskærm, hvor der kort blev vist to røde rektangler sammen med et skiftende antal blå firkanter. Næste gang der kom billede på skulle forsøgspersonerne afgøre om de røde rektangler havde roteret. Ikke bare var dem, der ikke mente de kunne, bedre end dem, der kunne - dem der kunne blev dårligere til det jo mere støj i form af flere blå firkanter, der kom på skærmen.

Samme tendens viste sig med andre forsøg - som eksempelvis at få vist en række bogstaver på skærmen og så på et signal trykke på det bogstav, der havde været på skærmen for tre bogstaver siden. Også her blev dem, der kunne, dårligere til det, jo længere forsøget varede.

Til BBC News siger professor Cliff Nass fra Stanford University, at det mest forbløffende resultat nok var, at dem, der mente de kunne multitaske, klarede sig så ringe, når det kom til de basale færdigheder for multitasking så som at kunne overskue mange oplysninger, sortere mellem dem og fokusere på den aktuelt vigtigste opgave.

Det undersøgelsen ikke giver svar på er om det i virkeligheden er folk, der ikke kan multitaske som drages af at have mange ting om ørerne. Eller om for megen multitasking sløver evnerne.

Tilføjelse fra kvindelig kollega:

Nogle vil måske mene at det er synd... hvis man nu lever så udmærket med sit uerkendte handicap....

Og så tror jeg ikke, at jeg her vil sige noget om det med om mænd og kvinder og hvem der kan multitaske,- for det første er det jo sikkert noget nogen har fundt på for på en smigrende måde at bilde kvinder ind at de ikke tager skade af at pukle afsted og sørge for det hele,- og for det andet så kommer der bare alt for mange komponenter ind i denne lille meddelelse til at alle kan være med....

25 august 2009

Hvad døde Mozart af

Et spørgsmål, der i mere end 200 år har været gådeomspundet, har fået et nyt muligt svar. Spørgsmålet lyder: Hvad døde Mozart af i 1791 i en alder af blot 35? Dem, der har set Peter Schaffers skuespil Amadeus - eller Milos Formans filmatisering heraf - vil vide, at den samtidige komponist Antonio Salieri havde mere end en finger med i spillet.

Andre forklaringer har været, at Wolfgang Amadeus Mozarts sidste sygdom var forårsaget af forgiftning, af nyresvigt, af Henoch-Schönlein purpura - en betændelseslignende tilstand de i små blodkar - af trikinose - en ormesygdom, som man kan få, hvis det kød man spiser ikke er tilberedt ved tilstrækkelig høj temperatur - samt af mange andre forhold.

Nu er hollandsk doktorand med hjælp fra kolleager i Østrig og i England kommet med en ny forklaring, som bringes i det amerikanske medicinske tidsskrift Annals of Internal Medicine.

Og den siger, at Wolfgang Amadeus Mozart døde den 5. december 1791 af en halsbetændelse med streptokokker, der fik nyrerne til at hæve med fatale følger.

Et af problemerne med Mozarts dødsårsag er, at der ikke kan føres noget bevis. Der blev ikke gennemført nogen obduktion og graven blev hurtigt sløjfet, så der eksisterer ikke noget biologisk materiale, der eventuelt vil kunne underkastes moderne retsmedicinske analyser.

Og selv om man kunne, vil der stadig være det usikkerhedsmoment, at en sygdom i slutningen af det 18. århundrede ikke nødvendigvis vil arte sig på fuldstændig samme måde som sygdommen af samme navn i begyndelsen af det 21. århundrede

Men man kan sandsynliggøre en dødsårsag og det er det Richard Zegers fra Amsterdams Universitet gør.

Udgangspunktet er ikke så meget af fokusere på Mozart som det er at se på, hvad wienerne i al almindelighed døde af i november og december 1791 og januar 1792. Det er nemlig opgjort i Wiens officielle dødsregister. Og heraf kan man se, at den hyppigste dødsårsag var tuberkulose efterfulgt af tæring, ofte i forbindelse med underernæring, og på en tredjeplads vattersot, som er en hævelse på grund af ophobning af væske i vævet.

Det bliver særlig interessant, når man sammenholder det med samtidige beskrivelser af Mozarts sidste tid, hvor det nævnes, at komponistens krop var så hævet, at han end ikke kunne vende sig i sengen.

Ved yderligere at sammenholde med de samme perioder året før og året efter, viser det sig, at der netop i 1791-92 var en lille epidemi af vattersot blandt Wiens yngre mænd.

Ud fra det vover Richard Zegers og kollegaer den påstand, at Mozart fik en halsbetændelse med streptokokker og at den gik på nyrerne - og fik kroppen til at svulme op, med fatale følger. Et måske lidt ordinært endeligt for et geni. Konspirationsteoretikere kan dog fortsat hæfte sig ved, at der stadig ikke er noget bevis som sådan, blot en sandsynliggørelse. Der ikke helt kan udelukke, at Salieri havde en finger med i spillet - Salieri hvis forbandelse i følge teaterstykket og filmen var, at han var den eneste i samtiden, der var i stand til at erkende egne begrænsninger og samtidig forstå Mozarts genialitet

19 august 2009

Myggeterror

Der findes masser af midler mod en af de plager, der hører sommeren til: Hunmyggene (for det er kun hunnerne der i skumringen jager menneskeblod). Midlerne til trods har de små bæster en sjælden evne til alligevel at få stukket snabelen ind. Men nu skulle der være hjælp på vej. Og, må vi sige med en vis stolthed, fra hvem andre end radioen.

Wiens Radio Kronehit er nemlig begyndt at lancere sig selv som anti-mygge radio. Og det har, som Süddeutsche Zeitung skriver, ikke noget med stationens musikvalg at gøre. Men med at radioen sammen med musikken udsender en knap hørlig tone, der skulle skræmme de små blodsugere væk i en radius på 5 meter fra apparatet.

Ifølge Radio Kronehit skulle rationalet være, som forklaret af videnskabsmanden Michael Müller, at den højfrekvente tone lyder som en hunmyg, der meget bestemt markerer sit territorium og dermed sender signaler til andre hunner om at holde sig væk. Helt præcist er det signal stationen udsender på 14 850 Hertz.

Süddeutsche Zeitung noterer at Radio Kronehit i Wien langt fra er de første til at udsende myggeterror. Radio Energy Berlin har gjort det i snart 10 år og også stationer i Saarland og Voralberg har ydet denne form for lytterservice. Omend ingen af dem har udsendt en så præcis som kollegaerne i Wien. I stedet angiver de, at den tone, de anvender ligger i området mellem14 og 15.000 Hertz.

Den opmærksomme Orienteringslytter - undskyld dobbeltpleonasmen - vil have bidt mærke i de meget rummelige formuleringer Süddeutsche Zeitung benytter sig af. Det skyldes, at der på tyske såvel som østrigske hi-fi-forums på nettet har vist sig mere end almindelig skeptisk over for oplysningerne om en særlig myggeterrortone, der nærmest får prædikatet vandrehistorie.

Til den østrigske hjemmeside computer.at siger Gregor Lasser fra Institut for Telekommunikation og Højteknologi ved Technisches Universität Wien, at frekvensen ikke er mere uhørlig end at især yngre lyttere sagtens kan høre den. Og kan de det, ja så ligger den lige akkurat i et frekvensområde, som er utrolig irriterende for dem, der kan høre det. Så det er snarere medlemmer af arten homo sapiens der skræmmes væk end arten Culicidae

På et tysk hi-fi-forum fremlægges en detaljeret analyse af Radio Kronehits signal - og det slående er, at der på den angivne frekvens ikke er noget at se - nærmest som om der slet ikke sendes nogen tone på 14 850 hertz.

Oveni det kommer så spørgsmålet om myg overhovedet har ører og om de i det hele taget skræmmes af territorie-markerende lyde. Når man i sommerskumringen bliver overfaldet af de blodtørstige hunmyg slipper man sjældent med et enkelt bid, men bliver som regel angrebet af en hel flok. Og sådan en dannes jo kun, når de er mange nok.

5 august 2009

Bandbulle

Pavens udtalelse om at kondomer ikke er løsningen på HIV/AIDS i Afrika bliver ved med at tiltrække sig kritik. Senest har det højt estimerede lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet udstedt noget nær en bandbulle mod Hans Hellighed. Under overskriften "Er frelse mulig for Paven", beskylder The Lancet i en leder paven for videnskabelig forvanskning.

»Den katolske kirkes etiske modstand mod prævention og støtte til ægteskabelig troskab og afholdenhed i HIV-forebyggelse er velkendt. Men ved at sige, at kondomer forværrer problemet med HIV/AIDS, har paven offentligt fordrejet videnskabelige beviser for at fremme den katolske doktrin.«

UNAIDS, FN's Befolkningsfond, og WHO peger ellers samstemmende på gummikondomet som det mest effektive enkeltmiddel til at mindske seksuel overførsel af HIV.

Vatikanet har i lyset af den brede kritik forsøgt at spinne pavens udtalelser. På Vaktikanets hjemmeside er kommunikationschefen Fader Federico Lombari, citeret for, at det Paven sagde var , at der var en »risiko for, at kondomer ... måske øger problemet«.

The Lancet slutter lederen:

»Om pavens udtalelse skyldtes uvidenhed eller et bevidst forsøg på at manipulere med videnskaben for at støtte en katolsk ideologi er uvist. Men udtalelsen står stadig og hverken Vatikanets forsøg på at fifle med pavens ord eller yderligere manipulation med sandheden er vejen frem. Når en indflydelsesrig person, det være sig en religiøs eller politisk leder, kommer med et falsk videnskabelig udsagn, som kan have konsekvenser for millioner af menneskers sundhed, bør de trække udsagnet tilbage eller sørge for at korrigere det. Alt mindre end det vil være et slag i ansigtet på alle, herunder mange tusinder af katolikker, der arbejder utrætteligt for at forsøge at forhindre spredningen af HIV/AIDS på verdensplan.«

27 marts 2009

Når nøden er...

Den gamle talemåde om, at et æble om dagen holder lægen væk, skal måske tilføjes en lille pose nødder.

Et hold spanske forskere har i et år fulgt 1200 forsøgspersoner med problemer med fedme, kolesterolforstyrrelser og risiko for type 2 diabetes - det man også kalder det metaboliske syndrom.

Forsøgspersonerne blev inddelt i tre grupper. Den ene fik de almindelige råd om at spise mindre fedt. Den anden fik hvert kvartal et foredrag om fordelene ved Middelhavskost - det vil sige mere frugt, grønt og fisk og mindre rødt kød og mælkeprodukter - plus at de fik en liter olivenolie om ugen. Den tredje gruppe fik samme undervisning som gruppe to, men i stedet for olivenolie fik de en pose med 30 gram blandede nødder om dagen.

Efter et år blev forsøgspersonerne undersøgt igen. Her viste det sig, at godt 2 procent af den gruppe, der havde fået de almindelige råd om at spise mindre fedt, havde fulgt rådene i en sådan grad, at man ikke længere kunne sige, at de havde problemer med det metaboliske syndrom. I gruppen der havde fået olivenolie var det knap 7 procent, mens det var næsten 14 procent i nøddegruppen. Der var ikke de store forskelle at se på vægten, men livvidder blev mindre og blodtryk og kolesteroltal faldt mærkbart.

Nødder er dog næppe løsningen i sig selv. For det var jo ikke bare den lille pose blandene nødder, der gjorde udslaget. Forsøgspersonerne begyndte også at spise mere frugt, grønt og fisk og mindre rødt kød og mælkeprodukter. Hertil kommer, at en nød ikke bare er en nød. Bedst synes nødder fra træer og buske som mandler, hassel- og valnødder at være. Peanuts eller jordnødder bør man derimod holde sig fra i denne sammehæng. Hvad der måske er lidt overflødigt at sige al den stund af jordnødder botanisk set ikke er nogen nød, men en bønne. Og bønner er en ganske anden historie.

9 december 2008