Samtale med Viggo Faber

Mindeord for
Viggo Faber

Professor, dr. med.
22 februar 1918 ~ 25 januar 2006

Den gode læge

Viggo Faber var lægen, der ikke stillede sig tilfreds med, hvad der stod i lærebøgerne. Ikke at han forkastede lærebøgerne. De kunne, som han sagde, være gode nok i 85 pct. af tilfældene, men for også at hjælpe de patienter, hvis sygdom udvikler sig anderledes end beskrevet, måtte man tænke på andre måder og stille spørgsmål ved om det man gjorde, var det rigtige for denne patient. Han kunne ikke acceptere at skulle miste en patient, der var ung og arbejdsfør, fordi det i hans optik indebar, at lægerne ikke havde været gode nok. Når han så ofte lykkedes, skyldtes det ikke kun et særligt, lægeligt talent, men nok så meget måden han brugte tiden på, mens han ventede på, at inspirationen indfandt sig. På Epidemiafdelingen på først Blegdamshospitalet, senere Rigshospitalet, skabte han som overlæge og professor et fagligt miljø, hvor friheden til at undres blev den Faber’ske metode til at gøre sig rede til at omsætte iagttagelser til erfaring og viden og til at se løsninger, ingen tidligere havde fået øje på.

   Viggo Faber fratrådte som 70-årig sin stilling på grund af alder, men gik aldrig rigtig på pension. Dertil var der stadig for meget at forundres over. Uanset om han beskæftigede sig med sygdomme, hvor immunsystemet vender sig mod patienten selv, som han skrev sin doktordisputats om, med knoglemarvtransplantationer, hvor han var med på holdet bag den første danske operation, med smitsomme sygdomme som polio, malaria og AIDS, eller med kronisk træthedssyndrom, som optog ham i de seneste år, var hans credo: »Kunne tingene ikke hænge sammen på en anden måde?« Et spørgsmål, det, helt i hans ånd, kan være nyttigt at stille i mange sammenhænge.

   Viggo Faber var af en model, der kun laves med lange mellemrum.