BirchEriksen.org

Udbruddet ingen var forberedte på


Ebola Sierra Leone July 2014

Klinik i Sierra Leone, juli, 2014

Foto: WHO /Stéphane Saporito


Den 8. oktober, 2014

Det aktuelle udbrud af ebola i Vestafrika er ikke bare det mest langvarige og omfattende, der endnu er set; det kommer også på det værst tænkelige sted og tidspunkt.

Det har sine forklaringer.

Hvis der var frit valg på alle hylder, kan der næppe på hele kloden findes en værre lokalitet for et udbrud af ebola blødningsfeber end netop de lande, hvor antallet af tilfælde nu vokser eksponentieltdvs. med en fast faktor per tidsenhed - siden juni, 2014, har der været tale om en fordobling af nye tilfælde hver 3.-4. uge. Det er i hvert fald svært at komme i tanker om faktorer med potentiale til at forværre situationen, som ikke allerede er i spil.

Det, der i første omgang har gjort Guinea, Liberia og Sierra Leone så modtagelige, er en kombination af fraværet af et sundhedsvæsen, eftervirkninger fra borgerkrige og at ebola-virus ikke før har optrådt så langt mod vest i Afrika.

Siden de første tilfælde af sygdommen blev erkendt i 1976 i YambukuPeter Piot, der var medlem af det internationale hold, der blev sendt til Yambuku, fortæller i Der Spiegel (39, 2014), at der var enighed på holdet om ikke at opkalde det nye virus efter landsbyen. I stedet brugte man nærmeste flod. Ebola.
Senere, da navnet var veletableret, viste det sig, at det kort, der blev brugt under navnediskussionerne, var i temmelig stor skala, og at der faktisk var en flod, omend mindre, nærmere Yambuku end Ebola.
, en fjerntliggende landsby i det daværende Zaire, nu DR Congo, har der været mere end 20 udbrud; udover i DR Congo også i Republikken Congo (Brazzaville), Elfenbenskysten, Gabon, Sudan og i Uganda. Men netop fordi der tidligere har været udbrud, har befolkningerne i de centralafrikanske lande nogle erfaringer som gør, at de bedre ved, hvad de kan gøre for at mindske smittespredningen. Det ses bl.a. ved, at det udbrud, der har været i DR Congo i august-september, men uafhængigt af udbruddet i Vestafrika, allerede nu er under en helt anderledes form for kontrol.

For selv om der ikke findes nogen egentlig behandling for eller vaccine imod ebola har de tidligere udbrud vist, at det er muligt at bremse smittespredningen. Man ved, at kun de syge og døde kan smitte videre fra spyt, blod, opkast og afføring. Derfor gælder det om at sikre sig, at de syge holdes isoleret, mens de tilbydes en eller anden form for pleje, og at de døde bliver begravet hurtigt og hygiejnisk. Derudover, at man er i stand til at opspore hvem de syge måtte have været i kontakt med og overvåge dem i de 21 dage, der er ebola-virus inkubationstid, indtil man er sikker på, at kontakterne ikke udvikler symptomer. Og skulle de gøre det, også at kunne isolere og pleje dem.

Et sådant karantæne-regime er utrolig ressourcekrævende og forudsætter en eller anden form for sundhedssystem med det nødvendige udstyr og et veluddannet personale, der skal kunne genkende symptomerne, pleje patienterne uden selv at blive smittet og opspore og overvåge kontakter. Noget ingen af de vestafrikanske lande har magtet, hverken hver for sig eller koordineret med de også ramte nabolande.

Der afsættes stort set ingen penge på statsbudgetterne til sundhed, og eksempelvis var der i Libera før udbruddet kun omkring tre læger per 100.000 indbyggere, hovedsagelig i de større byer og slet ikke langt ude i regnskoven, hvor de første tilfælde kan spores tilbage til.

Heller ikke i Centralafrika er sundhedsvæsenet imponerende, men erfaringer fra tidligere udbrud gør det ulige meget lettere at inddæmme smitten. I Vestafrika har man skullet starte forfra, hvad der har været sin sag i Liberia og Sierra Leone med en nyere historie med borgerkrige og hvad deraf stadig følger af mistænksomhed og mangel på tiltro til autoriteter. Hvor det ikke kun er et spørgsmål om hvad der bliver sagt men i lige så høj grad om hvem, der siger det.

Det er dog langtfra kun de involverede lande, der har udvist mangel på rettidig omhu. For udbruddet har med al tydelighed vist, at verdenssamfundet ikke er gearet til en sådan situation.

WHO har været klandret for at have sovet i timen, men skytset burde måske snarere rettes mod hvad verdenssundhedsorganisationen efterhånden har at gøre godt med.

Som organisation har WHO længe været temmelig speciel med et hovedkvarter i Geneve og seks regionale kontorer, der har en høj grad af autonomi, også økonomisk. Det hænger bl.a. sammen med, at medlemslandene kan vælge at øremærke bidrag til projekter, der har deres særlige interesse i de enkelte regioner, uden nødvendigvis at have øje for det større perspektiv.

Et årligt budget på omkring 4 milliarder $ kan umiddelbart synes anseeligt, men ikke længere nok til at at gøre WHO til den førende, globale sundhedsaktør. Både Bill & Melinda Gates Fonden og CDC, det amerikanske Center for Sygdomskontrol har de seneste år haft større midler til rådighed - også selv om CDC ikke er gået budgetnedskæringer ram forbi.

Finanskrisen har ikke gjort WHOs økonomi bedre, for siden den er medlemsbidragene gået ned. Oven i det er WHO blevet fanget i valutakursernes udvikling, hvor den generelle tendens har været, at den amerikanske dollar har mistet værdi i forhold til den schweiziske franc. Ikke godt, når ens indtægter er i $, mens regninger skal betales i SFr.

Det har betydet nedskæringer. Eksempelvis har den enhed, der tager sig af alle former for epidemiske sygdomme - influenza, kolera, gul feber, pest og ebola - i dag en stab på 52 medarbejdere, alt inklusive. En anden enhed, der står for katastrofeberedskab, er siden 2011 blevet skåret ned fra 94 til 34 medarbejdere. Ud over ebola skal de også tage sig af de samtidige, humanitære katastrofer som følge af krigshandlinger i Syrien, Iraq, Den Centralafrikanske Republik og Syd Sudan.

WHO har via et nyt regulativ forsøgt at afbøde følgerne af nedskæringerne ved at overlade det til de enkelte medlemslande at inddæmme sygdomsudbrud. Men da der ikke er indbyggede kontroller og sanktionsmuligheder er uddelegeringen mere teoretisk end praktisk.

Økonomien er dog ikke den eneste grund til beskæringerne i WHOs operationelle kapacitet. De skal også ses som følger af valg truffet i det besluttende organ, Verdens Sundheds Forsamlingen. Mange års bekæmpelse af en række sygdomme har, kombineret med en stigning i velstand, øget levetiden i mange lav- og mellemindkomstlande. Men med det længere liv begynder en række andre sygdomme som hjerte-kar, kræft og diabetes at blive hyppigere dødsårsager.

Der kan derfor være god fornuft i at øge opmærksomheden på disse sygdomme, men spørgsmålet er om ikke man burde have forberedt sig på et både-og i stedet for det enten-eller, det er blevet. Det er lige før det virker som om tiden er skruet tilbage til 1970'erne, før HIV/AIDS.

Efter udryddelsen af kopper og andre sundhedssucceser var opfattelsen at smitsomme sygdomme var et overstået kapitel. Det ændrede HIV/AIDS som bekendt på. Men det er som om, at fordi der efterhånden er kommet en vis form for styr på den smitte, synes der at være sket et tilbagefald til en tro på, at smitsomme sygdomme hører fortiden til.

Tilmed virker det til, at en ret vigtig, eviggyldig lære er blevet glemt: Jo længere man er om at komme i gang med at bekæmpe et udbrud, desto mere omfattende bliver det.

© Poul Birch Eriksen