BirchEriksen.org

Når en medicinafprøvning går galt - helt galt





Hvor meget ligner mennesket aben? Det er et central spørgsmål i debatten om darwinisme og intelligent design. Men det er det også i sagen om de seks unge britiske mænd, der blev alvorligt syge, da de som frivillige forsøgspersoner afprøvede en eksperimentalmedicin.

Det var i marts måned2006 på Northwick Park Hospitalet i det nordvestlige London at i alt 8 raske unge mænd deltog - mod betaling - som frivillige forsøgspersoner i afprøvning af et nyt lægemiddel mod leukæmi og leddegigt. Efter diverse labaratorieforsøg var det første gang det nye stof - kaldet TGN1412 - skulle afprøves på mennesker, mest for at se om der skulle være bivirkninger, man ikke havde kunne forudse gennem dyreforsøg.

Som De måske husker fra nyhedsdækningen i marts måned, så var der bivirkninger, alvorlige bivirkninger ved TGN1412. Og det selv om dosis i den indsprøjtning de fik var 500 gange mindre end hvad forsøgene havde vist, at dyrene kunne tåle.

Indsprøjtningerne blev givet over en periode på 20 minutter og bare 5 minutter efter den sidste havde fået sin sprøjte begyndte den første at klage over stærk hovedpine, feber og smerter. Deres immunsystemer gik på det nærmeste amok, de gik i det der hedder toksisk chok og flere af deres organer satte ud.

Kun to af de otte skete der ikke noget med, men det var fordi lodtrækningen i forsøgsprotokollen havde trukket to ud til at skulle være kontrolgruppe og derfor var der uvirksomt stof i deres indsprøjtning. Af de seks var de fem indlagt i en måned, den sidste blev først udskrevet den 26 juni. Han har mistet fingre og tæer. Og måske vil ingen af de seks nogensinde komme sig helt.

Afprøvninger af ny lægemidler vil altid være forbundet med en risiko, især den første afprøvning på mennesker. Men selvfølgelig er det ikke noget en medicinalvirksomhed bare gør; det kræver myndighedernes godkendelse efter nogle retningslinjer og indebærer indsendelse af omfattende dokumentation. Spørgsmålet er så om retningslinjerne er gode nok? Ikke bare foranlediget af denne sag, men mere generelt. For siden de første retningslinjer blev fremlagt i 1983 - og det er i princippet dem man laver tilføjelser til - har meget ændret sig i lægemiddelfremstillingen.

Dengang, for 23 år siden handlede det mest om små molekyler med velbeskrevne, klassiske farmakologiske mekanismer. Siden er det kommet til at handle om meget mere potente men samtidig også mere komplekse medikamenter, der i langt højere grad kan målrettes mod helt bestemte punkter i organismen. Behandlingsmæssigt må det kaldes et fremskridt, men afprøvningsmæssigt gør det tingene noget vanskelige, for den forudsigelighed der med de små molekyler kunne udledes af dyreforsøg holder ikke så godt længere. Dermed være ikke sagt, at der ikke længere kan forudses noget, men det stiller større krav til, hvordan dokumentationen gennemgås.

TGN1214 er et såkaldt monoklonalt antistof. Dem har man kendt til i og anvendt i mange år efterhånden. For eksempel er et medikament som Herceptin, der bruges til behandling af brystkræft, et monoklonalt antistof. Men med den store forskel at Herceptin som de fleste andre monoklonale antistoffer forhindrer noget i at ske i kroppen - at brystkræftceller spreder sig - så er TGN1214 en stimulator, der skulle kunne styrke immunsystemet til at bekæmpe leukæmiceller eller til leddegigt, så man kunne undgå at give de giftstoffer, der ellers er gængs behandling. Sådan har det nemlig vist sig at virke i dyreforsøg, og derfor var det nærliggende at prøve det på mennesker.

Hvis såfremt ifald man altså kan sætte de fornødne lighedstegn mellem dyr og menneske. I dyreforsøgene med TGN1214 var der brugt rhesusaber og maccacaber, men flere forskere, bl.a. fra Syddansk Universitet, har tidligere påpeget, at de ikke ligner mennesket tilstrækkeligt. Problemet er bare, som to hollandske forskere, Marcel Kenter og Adam Cohen, påpeger i en ny undersøgelse i det ansete videnskabelige tidsskrift The Lancet, at der i den indsendte dokumentation for TGN1214 står, at der er en 100 procents overensstemmelse. Og hvad værre er, der er ikke vedlagt genetiske kort til underbyggelse af denne overensstemmelse. Det ville også være svært, for den er der ikke.

Sammenligner man de to genetiske kort - der ikke er vanskelige at få fat i - viser det sig, siger de to hollændere - at TGN1214 kobler sig på sin målcelle et helt andet sted hos de to aber end hos mennesket.

Der er andre problemer i den indsendte dokumentation. Firmaet bag TGN1214, det tyske TeGenero, udtalte da skaden var sket, at bivirkningerne kom fuldstændig bag på dem. At dømme efter dokumentationen synes de end ikke at have forestillet sig muligheden for, at der kunne opstå bivirkninger. I hvert fald er der meget sparsomme vejledninger for, hvordan sådanne eventuelt skal behandles.

Bedre blev det ikke af, at forskrifterne ikke blev fulgt, da forsøgspersonerne fik indsprøjtningerne. Alle otte fik deres sprøjte i løbet af små 20 minutter. Små fem minutter efter den sidste havde fået sin dosis, begyndte den første at få det dårligt. Alle lærebøger siger ellers, at der bør gå timer mellem nummer et og nummer to, netop for at undgå at flere bliver ramt, hvis der skulle vise sig at være bivirkninger.

Heller ikke den britiske lægemiddelstyrelse går fri af Kenter og Cohens kritik. Godkendelsen består af tre underrapporter - en medicinsk, en farmaceutisk og en sikkerhedsvurdering - med hver sin datering, der tyder på, at de er skrevet hver for sig, uden at have sammenlignet noter. Tilmed indeholder sikkerhedsvurderingen mange direkte citater fra den indsendte dokumentation, hvad der får de to hollændere til at bemærke: »Denne redegørelse tyder ikke på en uafhængig, kritisk vurdering.« Den britiske lægemiddelstyrelse har nedsat en ekspertgruppe for at klarlægge, hvad der gik galt. Den endelige rapport ventes senere i år, men en foreløbig og offentliggjort rapport kommer med ikke færre end 22 forslag til forbedrede retningslinjer. Bl.a. det meget ræsonable, at man ikkke afprøver eksperimentalmedicin på raske forsøgspersoner, men derimod kun på frivillige patienter.

Der er dem, der siger, at hvis vi ikke er villige til at løbe en risiko kommer vi aldrig videre, og at risikoen ved medicinafprøvning på mennesker vel aldrig vil kunne fjernes helt. Men det mindste man kan håbe på, er vel at dem, der ved hvad de har med at gøre, gør hvad de kan.

© Poul Birch Eriksen