BirchEriksen.org

Forskningsformidling



Gode råd om oplæg

Praktiske anvisninger på forberedelser og overvejelser inden man skal holde et oplæg




Et dumt spørgsmål er nogle gange blot det. Et dumt spørgsmål. Men ind i mellem kan dumme spørgsmål også være en påmindelse om, at man måske ikke helt har forklaret sig godt nok.

Derfor kan forskningsformidling være en nyttig øvelse - også for forskningen.

For netop ved at stille spørgsmål til forståeligheden af den videnskabelige tekst, afprøves holdbarheden af den anvendte argumentation. Samtidig med at bevidstheden udvides om, hvad sproget kan og ikke kan. Dét skulle gerne udmønte sig i en øget præcision i den videnskabelige udtryksform.

Forskningsformidling skal ses som et håndværk, der i vidt omfang kan læres. Men det kræver øvelse, som det gælder for andre håndværk.

Formålet med forskningsformidling er via de relevante kanalerVidenskabelige artikler, præsentationer, egne hjemmesider, blogs, interviewmedvirken i massemedierne, debatindlæg, kronikker, tweets og andre sociale medier, mm. at viderebringe resultater af forskning til brugerne - hvad enten de er befolkningen, politikerne, myndighederne, erhvervslivet, organisationer eller andre forskere - under hensyntagen til modtagernes forudsætninger.

Med udmeldingenForskning der nytter, september 2004:
I tildelingen af forskningsmidler vil der blive lagt vægt på, »at der i ansøgningen indtænkes et formidlingsaspekt, der sikrer, at forskningens resultater og formål bliver synliggjort«
fra Det Strategiske Forskningsråd om, at formidling vil blive belønnet i tildelingen af forskningsmidler og i Universitetsloven§2, stk. 3:
Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat.
er der lagt op til, at forskerne skal stå mere frem; et krav der nyder generel politisk tilslutning.

Konkret er det blevet udmøntet i en generel oprustning af de højere læreanstalters informationsafdelinger, der synes at have en tendens til at være tættere på ledelsen end forskerne.

Som forsker i afsenderrollen skal man selvfølgelig gøre sig klart, at al kommunikation indebærer formuleringsmæssige kompromiser. Derfor bør man forinden have afklaret med sig selv, hvor ens grænser går for, hvad man vil sige i forhold til hvad man fagligt kan stå ved.

Men hvad kan/vil/skal forskerne stå model til? Hvem og hvad skal afgøre det: Forskernes selvopfattelse, herunder den kollegiale agtelse, forskningens anvendelighed, universiteternes profileringsbehov, skatteborgernes forventninger, eller...?

Forskningsformidling skal dog ikke kun ses som et spørgsmål om at nå ud til borgerne for at forklare, hvad deres skatter bruges til, selv om det er vigtigt; det er også et spørgsmål om, at i takt med at megen forskning er blevet mere og mere specialiseret, er det også blevet sværere for forskere at forstå hinanden. Derfor bør der også sættes fokus på selve den videnskabelige tekst, for jo bedre udgangsmaterialet er, desto lettere vil det være at målrette dets budskaber.