BirchEriksen.org

Når jeg nu tager ordet





Det er ikke rigtig til at komme uden om, at det kræver forarbejde at holde et oplæg. Gode talere evner at signalere overblik. I situationen og i forhold til stoffet. De ved - eller har efterhånden gjort sig erfaringen»All the great speakers were bad speaker at first«, som noteret af den amerikanske forfatter Ralph Waldo Emerson (1803-1882)
Mulig udlægning: De knap så gode talere blev bedre ved at at øve sig. Igen og igen.
- at når det handler om at præsentere indsamlet viden, er det ikke gjort med blot at indsamle viden. Den skal også formidles, og det kræver som udgangspunkt ulejligheden med på forhånd at gøre sig selv nogle ting klart.

Her er ikke tale om hemmelig sortekunst, snarere om overvejelser enhver taler kan - og vel også bør - fundere over, inden han eller hun tager ordet i sin magt. Eller ordene tager dem i sin...

- Du ved mest.Ifølge Cicero hele forudsætningen for en god taler: »Ingen kan være en god taler uden at være fuld fortrolig med sit emne« Oftest vil du som taler være den af de tilstedeværende, der ved mest om emnet, da du jo har sat dig ind i stoffet. Det forpligter, på forskellige leder. Navnlig til at lægge det rette niveau, for hvad kan publikum forventes at vide om emnet? Ved de lidt, må der fyldes basisviden på, for at de overhovedet kan forstå, hvad der bliver talt om. Ved de meget, kan der til gengæld blive plads til at gå mere i detaljen.

Ulempen er, at der ikke er noget fast formel på publikums forhåndsviden. Den skifter med hvert nyt publikum. Derfor må man prøve sig frem og være parat til at justere ind undervejs. En af fordelene ved mundtlighed er, at man taler til nogen, der så kan reagereHvis de knalder hovedet i bordet er de efter alt at dømme faldet i søvn. . Især hvis de synes, tingene bliver for uinteressante.Den er også gal, hvis de begynder at kigge ud af vinduet, bliver tomme i blikket og lign.

For tilhøreren har den mundtlige præsentation den klare fordel, at den kun tager den tid den tager, sådan at man hurtigt kan få en opdatering, der ellers ville have krævet lang læsning. Tilhøreren kan derfor - og med rette - have nogle forventninger om at blive præsenteret for de vigtigste nyheder og slippe for at spilde sin tid på knap så interessante mellemregninger.

Det er her, det forpligter at være den, der ved mest.

- Begyndelsen, slutningen og det ind imellem. Det er vigtig på forhånd at vide, hvordan du kommer i gang. Måske endnu vigtigere er det at have gjort sig klart, hvordan du vil slutte. Hvorimod det ind imellem mere eller mindre giver sig selv, fordi der ofte vil være en egen logik i vejen ad hvilken mod slutningen

Anslaget er vigtigt for at fange tilhørerne og få vakt deres interesse for, hvorfor det du taler om er værd at lytte efter. En veludtænkt indledning kan også gøre dig mindre nervøs, for med den er du i hvert fald ikke i tvivl om, hvordan du skal lægge fra land. Indledningen kan med fordel tage afsæt i den problemformulering, der afstak retningslinjerne for den viden, der blev indsamlet. Ideelt kan problemformuleringer sammenfattes i et spørgsmål, der ikke findes fyldestgørende eller velkendte svar på. Afsættet kan derfor være dette spørgsmål og hvorfor det er vigtigt at stille.

Når slutningen måske er endnu vigtigere end begyndelsen, hænger det sammen med, at slutningen har så mange funktioner. Den sammenfatter og skulle gerne bidrage til besvare det spørgsmål, der vakte din nysgerrighed. Slutningen er ofte det tilhørerne husker bedst, den bringer dig i havn igen og den er en meget nyttig støtte at have, hvis du undervejs bliver nødt til at korte i det, du havde tænkt sig at sige. Hvis tiden løber fra en, hjælper det ikke noget at sætte talehastigheden op. Snarere tværtimod, for du risikerer at tilhørerne falder fra, fordi de ikke kan følge med i talestrømmen. Forkortelser er en langt mere farbar vej, især hvis du har din slutning, for så kan du med en vis ro i sjælen gå lettere hen over noget eller simpelthen hoppe det over, da pointerne jo bliver sammenfattet i den forberedte slutning.

Dét mellem indledning og slutning er mere som en harmonika, hvor den tilmålte taletid er med til at afgøre, hvor meget eller lidt man skal gå i detaljer. Indledning og slutning vil være nogenlunde konstant uanset om man skal tale i 10, 20, 30 eller 45 minutter.

- Mundtlighed er forskellig fra skriftlighed. Selv om du har et forlæg i form af en artikel eller en rapport, gøres det skrevne ikke mundtlig bare ved at læse op. Nok trækkes der på samme stof, men mundtlighed kræver sin egen form. Hvor det skrevne er en sammenfatning af den indsamlede viden, er den mundtlig præsentation et yderligere destillat, der kun levner plads til de vigtigste pointer. Bl.a. fordi der sjældent vil være afsat tid nok til at få alt det med, der kan stå på papiret: En enkelt A4-side tager 3 minutter eller mere at læse op. Da lytteren ikke som læseren kan bladre, må du være ekstra opmærksom på at tilhørerne fanger den indre logik i det du siger. Det vil være tilhørervenligt at gøre din disposition af stoffet tydelig, ligesom en bevidst brug af gentagelser gør sig. Der er god mening i det råd til talere, den amerikanske forfatter Dale Carnegie1888 - 1955 gav: »Fortæl hvad du vil fortælle, fortæl det så, og fortæl derefter hvad du har fortalt«.

- Hvad tilhørerne går glip af. Redaktion af eget stof er sjældent rart, men trøst dig med, at publikum kun hører det, de hører, og derfor ikke aner, hvad de går glip af. Ikke at det nødvendigvis gør frasorteringen af guldkorn lettere, men når der nu skal vælges...