BirchEriksen.org

Imagine A Cure






I mange år var det ikke inde på lystavlen at lede efter noget, der kunne helbrede HIV/AIDS. Det blev simpelthen anset for at være for svært.

Men i 2011 blev der i USA afsat 70 millioner dollars over de næste 5 år til forskning i, hvordan man kan fjerne virus fra kroppen.

På min opslagstavle har der længe hængt en seddel, ja faktisk siden slutningen af 80'erne hvor jeg så en tilsvarende i San Francisco. Imagine a cure, står der på sedlen - målsætning og utopi i 3 ord. At arbejde på at finde noget der kan kurere HIV/AIDS må være den højde overliggeren skal sættes efter vel vidende at det kan virke som en ønskedrøm uden den store realitetssans. For i de nu over 30 år verden har kendt til HIV/AIDS er der ikke mange uden for kvaksalver-branchen der har vovet at antyde, at sygdommen kunne helbredes. Det var simpelthen for svært.

Helt klart i pandemiens første 15 år, fordi ingen af de behandlinger, der var til rådighed, syntes at ændre ved, at det her i sidste ende var en dødelig sygdom. Det galdt også for indehaveren af den oprindelige Imagine a cure seddel. Han døde i 1994.

På den internationale AIDS-konference i Vancouver i 1996 blev der rokket ved det. For her fremlagde den amerikanske forsker David Ho de første resultater af det der i dag kendes som kombinations-behandlingen, hvor man ved hjælp af en medicin-cocktail bekæmper virus i kroppen. Efterhånden i en grad, at end ikke de bedste målemetoder kan påvise spor af smitten. Og sådan at man kunne begynde at betegne HIV/AIDS som en kronisk sygdom, man kan overleve ved hjælp af medicin og ikke længere nødvendigvis en dødelig sygdom.

Et videnskabeligt gennembrud - ja - men løsningen - nej. Og derfor ingen grund til at pille Imagine a cure sedlen af opslagstavlen. For der var - og er - mange udeståender med kombinationsbehandlingen. Den skal tages resten af livet, der kan opstå bivirkninger, der kan være behov for at udskifte de enkelte ingredienser i cocktailen og så er den dyr, for dyr for mange af de lande, der har hovedparten af patienterne, lande i lav- og mellemindkomstgruppen. Uden at fremskridtet i kombinationsbehandlingen skal underkendes. Det skulle da lige være, at det at man omsider kunne stille noget op over for HIV/AIDS kom til at overskygge utopien om noget der kunne kurere sygdommen. Det der var forskningsbevillinger i var mere og bedre kombinationsbehandlinger.

Hvis man skal prøve at tidsfæste renæssancen for troen på, at det er muligt at helbrede for HIV/AIDS er en pressekonference i Berlin i november 2008 et godt bud på et starttidspunkt. Her blev der fortalt om en patient de på Charité Universitätsmedizin havde fået til at holde op med at have HIV/AIDS. Omstændighederne ved denne Berlin-patient er dog så specielle, at fremgangsmåden ikke er overførbar til andre - alligevel er der masser af inspiration at hente, fordi sygehistorien viser at det kan lade sig gøre. Samtidig med, at den er en opbyggelig illustration af det stof store opdagelser er gjort af. De gøres ofte, fordi man står med et meget konkret problem, hvis løsning viser sig at have store implikationer.

Med Berlin-patienten handlede det om en mand der i 2006 fik konstateret leukæmi oven i og uafhængigt af den HIV/AIDS, han havde taget sin medicin-cocktail mod siden 2002. Selv om kemoterapien var ved at tage livet af ham kom han sig over kræften. Hans leukæmi-læge, Gero Hütter, forberedte ham dog på risikoen for tilbagefald og at der så kunne blive tale om en knoglemarvstransplantation. Som blev koblet med noget af et forslag: Hvis de nu skulle i gang med en knoglemarvstransplantation, hvorfor så ikke prøve om de kunne eliminere både leukæmien og HIV/AIDS på en og samme tid?

Det hører med, at Gero Hütter ikke før havde behandlet nogen med HIV/AIDS. Men han havde fulgt så meget med i faglitteraturen, at han var klar over at nogen tilsyneladende ikke kunne smittes med HIV/AIDS - bl.a. seksualpartnere til smittede som trods masser af ubeskyttet sex ikke selv blev smittet - at det skyldtes en bestemt mutation, som forhindrer virus i at trænge ind i de celler, den bruger som brohovede til at angribe immunsystemet, at mutationen ikke gør nogen skade, at den synes at være nedarvet siden Middelalderen og at hver 10. nordeuropæer er bærer af denne mutation. Når man nu alligevel skulle ud og finde en donor med en matchende vævstype, hvorfor så ikke gøre sig en smule ekstra ulejlighed og prøve at finde en med både den rigtige vævstype og mutationen? For det kunne jo være...

Forslaget måtte omsættes til handling i begyndelsen af 2007, da leukæmien blussede op igen. Blandt 62 genetisk matchende donorer var en tysk mand, der boede i USA, og som havde arvet mutationen fra begge sine forældre. I forbindelse med knoglemarvstransplantationen og den forudgående kemoterapi holdt Berlin-patienten op med kombinationsbehandlingen og har ikke taget den siden. Mindre godt gik det med leukæmien og det blev nødvendigt med endnu en transplantation fra samme tyske donor i USA i begyndelsen af 2008, denne gang efter først at have fået både kemoterapi og strålebehandling for at slå hans eget immunsystem ihjel og dermed give den transplanterede marv de bedste betingelser for at bygge et nyt op fra bunden. Status 3 et halvt år efter den anden knoglemarvstransplantation og 4 et halvt år efter han holdt op med tage medicin mod HIV/AIDS er, at leukæmien ikke er vendt tilbage og at end ikke verdens mest avancerede laboratorier kan finde det mindste spor af virus i hans krop. Men selv om det er gået godt - så påpegede Gero Hütter allerede ved pressekonferencen i Berlin i 2008, at omstændighederne var så specielle, at de store riscici der blev taget kun blev taget fordi patienten var så tæt på at dø og at man derfor skal være varsom med ikke at gøre sig falske forhåbninger.

Til trods for at det er for risikabelt, for upraktisk - og for dyrt - at gøre som med Berlin-patienten skal man ikke undervudere den betydning han har haft som inspirationskilde. For via ham har princippet vist sin duelighed. Tilmed på et opportunt tidspunkt. Kombinationsbehandlingens mange kvaliteter til trods kommer man nok ikke uden om, at den har sine begrænsninger. Økonomien er en: Er der råd til at øge antallet af patienter i livslang behandling fra de nuværende 6 millioner i lav- og mellemindkomstlandene til mindst 15 millioner i 2015. sådan som FNs generalforsamling vedtog for nylig? Mindst 15 millioner, fordi ny forskning peger i retning af, at endnu flere kunne have gavn af at komme i behandling tidligere end det sker i dag.

Effektiviteten er en anden begrænsning. Uanset hvor megen gavn dem der er i behandling har af medicinen, så begynder den nyeste forskning at stille spørgsmål ved, om kombinationsbehandlingen er god nok. Det hænger sammen med en ændret opfattelse af hvordan virus virker. I gamle dage - i pandemiens første 15 år - var forklaringen den, at efter man var blevet smittet og havde overstået de første diffuse. influenza-lignende symptomer, gik virus i dvale. Den udlægning gik man bort fra efter konferencen i Vancouver i 1996, fordi nye målemetoder og måder at tænke på overbeviste om, at immunsystemet var mere modstandsdygtig end først antaget og at kombinationsbehandlingen forbedrede præstationsevnen. Så meget, at det hos mange ikke er muligt at måle tilstedeværelsen af fri virus. I hvert fald ikke med gængse metoder.

Endnu mere avancerede metoder har dog om man så må sige genvækket dvale-teorien, så man nu regner med at noget virus formår at gemme sig inden i celler, uden udadtil at efterlade sig spor. Ved hjælp af sofistikerede målinger har man eksempelvis kunne påvise, at folk der i 30 måneder havde været virus-fri ifølge standardmålingerne alligevel gik rundt med reservoirer på i omegnen af en million hvilende, smittede celler - som hverken immunsystemet eller kombinationsbehandling kunne gøre noget ved. I takt med at man har fundet ud af mere og mere om disse reservoirer er der - også hjulpet af Berlin-patienten - opstået et sådant væld af gode ideer til at få has på virus i dvale, at mange forskere er begyndt at abbonnere på Imagine a cure.

Da NIH - de nationale sundhedsinstitutter i Washington, der udover selv at forske også fungerer som forskningsråd - sidste år indkaldte ansøgninger var interessen så overvældende, at man gav sig til at gå egne budgetter efter med en tættekam, så der kunne bevilges 70 millioner dollars over en 5 års periode i stedet for de planlagte nogle og 40 millioner. Da NIH forleden offentliggjorde hvem, der var blevet tilgodeset, viste det sig, at man havde valgt ikke at smøre bevillingen tyndt ud, men at koncentrere sig om 3 forskningskonsortier, af universiteter i samarbejde med private virksomheder. Eller sagt på en anden måde: De ekstra knap 30 millioner dollars der blev fundet betød at NIH kunne støtte tre forskerhold i stedet for to.

Den ene gruppe - bestående af et forskningscenter i Seattle og et biotech-firma i Californien - vil prøve, bl.a. via stamcelleforskning om der kan findes måder at opnå det samme som i Berlin, at gøre immunsystemet upåvirkelig af virus, uden alle de farlige komplikationer. Gruppen vil også prøve at udvikle proteiner, der kan angribe de slumrende reservoirer.

Den anden gruppe - bestående af University of North Carolina og medicinalvirksomheden Merck - vil dels lave grundforskning om hvordan virus bærer sig ad med at undvige kombinationsbehandlingen dels udvikle behandlingsmetoder mod reservoirerne. Endelig vil den tredje gruppe - bestående af University fo California i San Francisco, the Vaccine & Gene Therapy Institute of Florida og igen Merck - vil lave grundforskning om hvordan reservoirerne opstår og vedligeholdes og udvikle og afprøve behandlinger, der kan vække de inficerede celler fra deres dvale - uden at vække alle mulige andre dvalende celler. Det har været prøvet og var nær ved at slå forsøgspersonerne ihjel.

Det er bevidst at der er et vist overlæg grupperne imellem, Der er ingen der forestiller sig at det bliver nemt og derfor bliver der næppe tale om en løsning. Snarere om en kombination med elementer fra alle grupper. Heller ikke for forsøgspersonerne bliver det let. I nogle af de undersøgelser, der allerede er i gang i San Francisco, bliver forsøgspersonerne udsat for smertefulde indgreb som fjernelse af lymfekirtler, rygmarvsprøver og biopsier af tarmen, fordi det er der man mener hovedparten af reservoirerne befinder sig. I en af undersøgelserne på University of North Carolina bliver forsøgspersonerne mange gange tappet for alt deres blod. De får det naturligvis tilbage i løbet af de fire timer processen varer, minus en milliard eller deromkring af deres gendannelige, hvide blodlegemer, som skal analyseres nærmere. Det er svært at sætte tal på, hvor mange celler der er i et menneske, men et bud hedder noget i retning af 10 i 14. I forhold til det er antallet af slumrende, smittede celler på en million - eller 10 i 6. - ikke mange. Derfor den omstændelige proces.

De afprøvninger, der er i gang henter både gamle kendinge ned fra hylderne og går helt nye veje. Det har f.eks. vist sig at antabus, der jo mest kendes i forbindelse med alkoholmisbrug, synes i stand til at vække de slumrende smittede celler. Mekanismen kendes ikke, men ideen er, at hvis man får aktiveret cellerne får immunsystemet og kombinationationsbehandlingen mulighed for at tage sig af dem. Også en allerede godkendt kræftmedicin synes at kunne hive cellerne op fra dvalen. I den anden ende af spekteret arbejder man med at tappe hvide blodlegermer, genmodificere dem og så sprøjte dem tilbage. Ideen er at tilføre den mutation, som man ledte efter med Berlin-patienten. Men uden alt besværet med at finde en donor som den tyske mand, der boede i USA og som havde arvet mutationen fra begge sine forældre.

Hvornår det så udmønter sig i noget konkret er ikke til at vide - men selv hvis man er optimist skal man nok regne med at der går en 10-20 år mere inden man kan nedtage sedlen med Imagine a cure.

Imagine a cure



© Poul Birch Eriksen