BirchEriksen.org

Orson Welles og »Klodernes Kamp« anno 1938


Da radioen spredte panik

Radiohistorie: 30 oktober 1938 stod Orson Welles udgave af »Klodernes Kamp« på programmet - et stykke radioteater om invasion fra Mars som tusinder tog for pålydende.


Hører lytterne overhovedet efter, hvad der bliver sagt i radioen? Eller hører de kun det, de selv vil? Dét er spørgsmål, der melder sig efter at have læst op på, hvad der fulgte af The Mercury Theatre on the Airs opførelse af H.G. Wells »Klodernes Kamp« (War of the Worlds) søndag den 30. oktober, 1938, klokken 20:00-21:00 (New York-tid) på radiostationen CBS.

Historien er selvsagt ikke blevet dårligere af at blive genfortalt i årenes løb. Men som man kan læse af New York Times dagen derpå, så rummede udgangsmaterialet afgjort en række af de elementer, gode historier gøres af.

NYT19381031

»Radiolyttere i panik - tog skuespil for virkelighed« stod der hen over forsiden mandag den 31. oktober, 1938 på avisen, der trykker All the News that is fit to print. Tusinder troede på det de hørte i radioen: At invaderende marsianere spredte død og ødelæggelse i New Jersey og New York. Mindst en snes måtte efterfølgende behandles for chok og hysteri.

I en enkelt karre i Newark, lige på den anden side af Hudson-floden fra Manhattan, tog over 20 familier flugten fra deres hjem med våde håndklæder svøbt om hovederne for at beskytte sig mod, hvad de troede var et gasangreb. Andre påbegyndte en regulær evakuering af deres møbler og andre ejendele.

Omstillingsborde hos politi, radiostationer og avisredaktioner over hele USA og Canada, for forestillingen blev transmitteret fra kyst til kyst, blev udsat for telefonstorm. Folk ville dels have bekræftet, hvad de havde hørt i radioen, dels have at vide, hvordan de bedst beskyttede sig. New York Times eget omstillingsbord modtog 875 opringninger. En mand ringede helt fra Dayton i Ohio og ville vide, hvornår Jorden gik under?

I Harlem, i den nordlige del af Manhattan, kom 30 kvinder og mænd ind på politistationen på West 123. Gade og spurgte, hvor de skulle henvende sig for at blive evakuerede. En mand var helt sikker på at han havde hørt præsident Roosevelt sige i radioen, at indbyggerne i byerne gjorde klogeligst i at forlade byerne. Andre ville have en oplevelse ud af det og stillede sig op på gadehjørnene i håb om et glimt af »slaget« på himlen. Ikke fordi de havde hørt udsendelsen, men den var rygtedes.

I Queens, øst for Manhattan, var hovedbekymringen om »giftskyen vil nå som langt som til Queens?« En af de første opringninger til politiet i Bronx var fra en mand, der fortalte, at de bomber New Jersey. »Hvordan ved De det?«, spurgte den vagthavende. »Jeg hørte det selv i radioen«, lød svaret fra den anden ende af røret. »Så løb jeg op på taget og derfra kunne jeg se røgen fra bomberne drive over mod New York. Hvad skal jeg gøre?«

De mange opringninger var ikke kun fra skræmte lyttere. Hundredvis af læger og sygeplejersker ringede til politigården i Newark for at melde sig frivilligt til at hjælpe de »sårede«. Også hjemmeværnsfolk og reservister ringede for at høre om mødested for »mobiliseringen«.

De mange opringninger til avisredaktionerne fik også journalisterne i sving. Kl. 20:48 udsendte telegrambureauet Associated Press:

»Privat til redaktionerne:

Forespørgsler til aviser fra radiolyttere over hele USA i aften om et meteornedslag, der skulle have dræbt et antal New Jerseyitter, skyldes en radioteater-forestilling. A.P.«

Også fjernskriverne på New Yorks politistationer tikkede:

»Til alle modtagere. Radiostationen WABC informerer os om, at den netop afsluttede udsendelse var et skuespil. Ingen grund til uro«

Hvad der heller ikke ville have været, hvis lytterne havde hørt ordentlig efter, for ikke bare blev der som indledning sagt, at nu blev der sendt en radioteaterforestilling; i løbet af den time det varede, blev det sagt yderligere 3 gange.

Den argumentation holder bare ikke helt. Først og fremmest fordi den da 23-årige Orson Welles, som allerede med rette var klasificeret som geni, og hans Mercury Theatre on the Air ikke bare kan alle de radiofoniske manupulationsgreb/forførelseskneb, men også udnytter dem i deres version af »Klodernes Kamp«. H.G. Wells - med et enkelt e i efternavnet i modsætning til Orsons to - skrev sin fremtidsfantasi omkring århundredskiftet og lod den foregå i sit hjemlige England. Howard Koch som bearbejdede den for radio, lod den derimod foregå i nutiden, dvs. 1938, og stedet være dér, hvor den opførtes, dvs. New York-området.

Efter en kort indledning ved Orson Welles begynder forestillingen med en ganske prosaisk vejrudsigt. Herefter bliver der stillet om til et hotel, hvorfra man hører dansemusik. Men ikke ret længe, før den afbrydes af Ekstra-Nyheder: En professor (Orson Welles) på et observatorium har bivånet en serie gaseksplonioner på planeten Mars. Tilbage til dansemusikken. Ekstra-nyhedsudsendelser. Der stilles om til en reporter på stedet, nær Princeton i New Jersey, hvor en »meteor« er slået ned og har dræbt 1500. »Meteoren« viser sig at være en »metalcylinder«, befolket med mærkværdige væsener fra Mars, bevæbnet med »dødsstråler«, som de er mere end rede at anvende mod Jordens indbyggere.

Manipulationen/forførelsen ligger mere i formen end i indholdet, for Mercury-skuespillerne får det mildest talt usandsynlige vrøvl til at lyde som den ægte vare: Nyhedsformidling, når der er Krise på dagsordenen. Præstationen sættes ekstra i perspektiv, når man husker på, at forestillingen sendtes direkte. Den havde den autoritet, nyhederne skal have. Næppe var ekstra-nyhedsudsendelsen om meteor-nedslaget udsendt før to geologi-professorer fra det nærliggende Princeton-universitetet, blandt hvis forskere var en vis Albert Einstein, havde hanket op i deres udstyr og var på vej derhen for at sikre sig feltprøver. Samtidig skilte forestillingen sig ikke ud fra, hvad lytterne havde hørt lidt over en måned før, hvor radioprogrammerne i september 1938 ofte blev afbrudt med ekstraudsendelser om Tjekkoslovakiet-situationen, frem til den 30., hvor den den britiske premierminister Neville Chamberlain efter personlige forhandlinger med Adolf Hitler i München kunne forsikre om »Fred i vor tid«.

Bedre blev det ikke af, at mange lyttere kom »dryssende« ind i udsendelsen og pludselig blev konfronteret med en galopperende invasion fra Mars. Selv om Mercury Theatre on the Air sendte hver søndag i sæsonen klokken 20 på CBS, vidste man fra lytterundersøgelser, at mange først stillede ind på programmet et stykke inde i forestillingen. Mercury-folkene var nemlig oppe mod den umådeligt populære Edgar Bergen og hans bugtalerdukke Charlie McCarthey på en af de andre stationer, og mange ventede med at stille over til de havde fået Charlies indledende uforskammetheder og de var nået til aftenens måske mindre interessante medvirkende.

Læg så dertil, at just den 30. oktober 1938, mellem klokken 18:15 og 18:30, oplevede store dele af New Jersey et mindre, uforklarligt strømsvigt. Spændingen faldt uden at forsvinde helt, sådan at lysene flakkede.

Så alt i alt var der bygget ganske godt op til »Klodernes Kamp«, som var valgt til netop den søndag aften, fordi det var aftenen før Hallowe’en - Allehelgensaften: En god aften til spøgelses- og skrækhistorie. Omend, som Orson Welles bagefter sagde til New York Times, havde han haft sine tvivl om de overhovedet skulle spille det, fordi »vi troede at vi måske ville komme til at kede folk med en så usandsynlig historie«.

Morale:

Lyt altid udsendelser fra begyndelsen.

Hør ordentlig efter, hvad der bliver sagt

Hvis dét af en eller anden grund nu ikke lader sig gøre:

Hvis der optræder noget som strider mod gængs verdensopfattelse, prøv at slå over på et andet program og hør om de også har »nyheden«.

Kig evt. i det trykte program, for at se hvad der p.t. sendes. Eller på tekst-tv.

Kig i kalenderen. 1. april bør man spise brød til, mens man klapper hesten. Omkring 31. oktober - Hallowe’en - angelsaksiske lande.


© Poul Birch Eriksen