Det fortælles, at W.C. Fields, ham med
»And it ain’t a night out fit for man nor beast«
havde en kammertjener, der var agtpågivende i foruroligende ringe grad. En gang kom han eksempelvis ind fuldstændig dækket af sne. »Sner det?« spurgte Fields. »Det lagde jeg ikke mærke til, hr.«
Af og til, en gang imellem, har jeg det lidt på samme måde. Ting forbigår min opmærksomhed, hvis de da ikke ligefrem går hen over hovedet på mig. Som f.eks. sidste år i januar, da jeg skulle fra New York og op til New Hampshire til det første primærvalg. På amerikansk fjernsyn har de noget der hedder The Weather Channel - vejrkanalen - der døgnet rundt sender vejrudsigter, lokale, regionale, nationale, globale. Den ene meteorolog med vejrkort og radarbilleder efter den anden og nogen gange med deres særlige uvejrsekspert. Aftenen og morgenen før jeg skulle køre derop zappede jeg flittigt ind på The Weather Channel for at have en bare nogenlunde idé om, hvad jeg havde i vente. Uvejrseksperten blev mere og mere dyster og frarådede på det kraftigste al unødvendig udkørsel. Vejene var på det nærmeste ufremkommelige. Men når man nu skal lave radio, så er der jo ikke noget der hedder unødvendig udkørsel.
Det var også sin sag at komme ud af New York for Manhattan var gået næsten i stå og det på grund af nogle få centimeters sne, men heldigvis var det ikke mig men en buschauffør, der skulle køre det første stykke ud til lufthavnen i Newark i New Jersey, hvor jeg skulle hente udlejningsvognen. Herude havde de åbenbart også set The Weather Channel, for den bil jeg havde bestilt hjemmefra kunne jeg ikke få, fordi den var baghjulstrukket og derfor for risikabel at køre i det føre. Derimod kunne jeg få en forhjulstrukket nummeret større, men til samme pris som den jeg havde bestilt. Var en forklaring jeg fik. En anden jeg spurgte, da jeg afleverede bilen havde en helt anden forklaring, og sådan er det ofte med amerikanere at de som regel altid kan komme med en forklaring, men som regel hver sin.
Fidusen, som jeg så det, ved at hente udlejningsbilen i lufthavnen var dels at så kunne jeg aflevere den samme sted, når jeg skulle hjem, dels at motorvejen ligger lige ved lufthavnen. Rask gik det nordpå på vinterlige men tørre veje. Indtil videre i hvert fald, men hele tiden med The Weather Channels varsler i baghovedet om at det ikke kunne blive ved omend jeg var indstillet på at køre så langt jeg kunne inden det hele lukkede til. Den lille nagende uro var med mig alle godt 500 kilometer helt ind til jeg kørte ind på parkeringspladsen på hotellet i Manchester i New Hampshire.
Her lå der en besked og ventede fra en kollega nede i Washington om at ringe til ham. -Hvor er du henne? var hans første spørgsmål som om han havde lagt beskedder langs hele ruten. -Hvordan er du kommet frem så hurtigt? var det andet. Han havde nemlig også set The Weather Channel og uvejrseksperten. Jeg måtte med skam melde, at selv om jeg selv syntes jeg havde været agtpågivende, så kunne jeg ikke få den faktiske situation på vejene i New England til at stemme overens med det de havde sagt på vejrkanalen. Eller også var det gået hen over hovedet på mig. Næste morgen startede han bilen fra Washington og hen under aften var også han fremme. Han havde heller ikke lagt mærke til noget.
Det var det samme, da luftbombardementerne over Bagdad begyndte i januar 1991. Hver aften inden jeg lagde mit mødige hoved på puden tændte jeg for soveværelsesfjernsynet for at få seneste nyt fra CNN om situationen i Golfen. Ikke fordi jeg hverken kunne gøre fra eller til, men da jeg lavede Refleks, Radioavisens ugemagasin, dengang, hørte det lige som med at holde sig orienteret. Netop den aften havde jeg været ude, og da jeg kom hjem var jeg træt og ville lige på hovedet i seng. Havde jeg tændt ville jeg have fået Peter Arnetts direkte reportage fra første angrebsbølge om himlen over Bagdad, der var oplyst som af fyrværkeri, ind på skærmen i soveværelset, som jeg senere, igen og igen har set optagelser af. Men det er jo ikke det samme som at have været der. Jeg fandt ud af det næste morgen, da min telefonsvarer stod en blinkede. En veninde havde ringet fra USA og indtalt et enkelt spørgsmål: »Hvordan kan du ligge og sove, når verden er i krig?«
Nu må De endelig ikke tro, at jeg bare sover mig fra det hele. Især i fuldvågen tilstand kan jeg udvise en foruroligende ringe agtpågivenhed. Ikke bare sådan af typen at tage til Normandiet og komme gennem Bayeux og undlade at gå ind og se tapetet ud fra en forestilling om at det bliver nok hængende og det kan jeg altid se en anden gang. Hvad man ikke altid kan være sikker på. Jeg nåede f.eks. ikke at se Rembrandt’en på Nivågard-museet inden den blev stjålet. Til alt held er den nu kommet tilbage, men så er den der, og så haster det jo ikke så meget mere.
Den ringe agtpågivenhed giver sig desværre også udslag i forbindelse med det flygtige, hvor det ikke bare lige lader sig gøre at få det gentaget. Sådan lidt som hvis man havde været på tribunen til svenskerlandskamp i Idrætsparken i 1965 den gang Ole Madsen scorede sit berømte mål med hælen og man var nede efter pølser eller lige skulle snøre sine sko, akkurat mens det skete. Selv om det i sig selv ville være lidt af en præstation: At have været der, uden at have set det. Det er der næppe mange der kan prale af. Og endnu færre af dem der har lyst til at tale højt om.
Til det brugte jeg en stereo-Nagra, en professionel båndoptager med en uforlignelig lydkvalitet og en egenvægt på en 10-12 kg. som jeg slæbte rundt på en hel dag. Plus mikrofoner, ekstrabatterier og det løse. Så jeg følte mig temmelig nedslidt og værkbrudden og havde ikke lyst til meget andet end at få noget at spise og så på hovedet i seng, inden jeg næste morgen skulle med flyveren hjemover. Opprindelig havde jeg haft en plan om at tage en sidste gang ud til bøssekvarteret ved Castro Street, særlig for at frekventere en hyggelig gårdhaverestaurant med god mad. Men jeg orkede det ikke. I stedet gik jeg hen til John’s Grill, et par gader væk fra hotellet. John’s Grill er der, hvor Sam Spade på side 139 i den danske oversættelse af Dashiell Hammetts »Malteserfalken« indtager en hurtig gang biksemad med brasede kartofler og tomatskiver. Det er stadig på menuen og det fik jeg, omend det mere lignede en bøf, hvad det også er hos Hammett på originalsproget. Mens jeg gumlede undrede jeg mig over, at der var så få ved bordene.
Forklaringen fik jeg først langt senere. Min sidste aften i San Francisco var den 31. oktober. Allehelgens aften. Hallowe'en som de siger i USA. Den aften hvor børn og barnlige sjæle klæder sig ud og i Castro Street er det det helt store ekstravagante udstyrsstykke af et optog, som tiltrækker det meste af byen.
År efter fandt jeg ud af at jeg den dag alligevel havde oplevet noget ganske særligt. Og tilmed foreviget det. Ude ved Seal’s Rock tog jeg nogle lydbilleder, som senere kom til at indgå på en CD med lydeffekter Danmarks Radio lavede og som ligger som fast inventar i alle institutionens radiostudier. Her kan man høre Stillehavet med dets karakteristiske brusen af lange bølger der når den californiske kyst, men de søløver og sæler, der kan høres i baggrunden, holder ikke mere til ved Seal’s Rock, og har ikke gjort det siden den 17. oktober, 1989.
Klokken 4 minutter over 5 om eftermiddagen den dag blev San Francisco området ramt af et jordskælv, der måltes til 7,1 på Richter-skalaen. Efter det fortrak søløver og sæler ind i bugten og holder nu til ved en af byens atraktioner på havnefronten: Fishermanns Wharf. Den blev jeg en anden gang stærkt modstræbende slæbt ned til; det kunne jeg godt have undværet.
Da jorden skælvede var en kollega og ven ude at lufte sin hund i bakkerne lige syd for selve bykernen. Rystelserne fik hans ben til at vakle og hypokonder, som han var - og det kan jeg godt sige, for jeg har historien fra ham selv - var hans første tanke at han var ved at få et hjertetilfælde. Han lod benene give efter så han kunne komme ned og sidde og have ondt af sig selv. Uheldigvis kom han til at sidde med ryggen mod byen. Havde han vendt sig en halv omgang havde han haft den mest spektakulære udsigt til hvordan efterskælvet fik skyskraberne i finansdistriktet til at dirre synligt.
Der er sikkert dem, der vil sige, at det kun er mig - og min hypokondriske ven - der er så lidet agtpågivende. Men jeg synes at kunne fornemme at der er flere der har en rem af huden, og derfor har jeg udæsket mine kollegaer til med deres egne ord at fortælle om noget af det, de ikke fik set eller oplevet, da de var der, men som de måske burde, og minsandten om ikke nogen af dem har taget det op og vil i de kommende uger på denne tid lette deres hjerter om noget af det de ikke så, da de var der. Men kun noget - sendetiden er jo ikke ubegrænset.