BirchEriksen.org

Beredskabsøkonomi





Den 31. marts, 2014

Efter DONG Energy og Nets vil regeringens økonomiudvalg nu sætte den del af Statens Serum Institut til salg, der fremstiller vacciner og diagnostisk materiale. Det kan ikke længere svare sig for staten selv at være producent, i hvert fald ikke ud fra en ren økonomisk betragtning. Men regnestykket kan gøres op på andre måder.

Det oprindelige rationale for et Serum Institut i statslig regi var at sikre at have et sted, der kunne og ville påtage sig opgaven med at fremstille antidifterisk serum. I slutningen af det 19. århundrede havde forskere i Berlin fundet ud af, at den livstruende, bakterielle halsbetændelse difteri med held kunne behandles med serum, udvundet af heste. I Danmark blev metoden forbedret og forfinet på Københavns Universitet, som dog mente at det ville være for forstyrrende for uddannelsen af de studerende, hvis universitetet selv skulle drive produktionen. Behovet for en difteri-behandling var gjort tydelig op gennem 1890'erne af flere, europæiske epidemier med høj dødelighed, navnlig blandt børn. Løsningen blev derfor at oprette Statens Serum Institut, som blev indviet i 1902.

Siden kom instituttet, nu det var der, til at udvikle og fremstille andre terapeutiske antisera og vacciner. Plus beslægtede aktiviteter, som gør at porteføljen i dag blandt andet omfatter rollen som diagnostisk centrallaboratorium, overvågning af og rådgivning om smitsomme og medfødte sygdomme, beredskabet mod bioterror og som noget af det seneste drift af den nationale biobank. I alt er henved 1300 årsværk tilknyttet instituttet, hvoraf omkring 500 har med produktion af vacciner og diagnostisk materiale at gøre.

Det er ikke til at komme uden om, at der er problemer med økonomien i den producerende del. Navnlig har de vacciner, der indgår i børnevaccinationsprogrammet, i mange år været et ømt punkt. Statens Serum Institut har monopol på at levere vaccinerne og priserne er betydelig højere herhjemme end hvad de er i Sverige, Norge og Holland. I de tre lande har man nemlig droppet en statslig vaccinefremstilling og køber i stedet ind fra de multinationale medicinalfirmaer, som fremstiller vaccinerne. De kan, er den fælles erfaring, gøre det langt billigere på grund af stordriftsfordele end et mindre nationalt firma kan. Det hjemlige marked er ganske enkelt ikke stort nok - end ikke Holland med sine knap 17 millioner indbyggere.

Tingene er så heller ikke blevet gjort nemmere for Serum Instituttet siden Finansloven for 2012, for en del af den var, at de danske priser på børnevacciner frem til 2016 gradvist skulle sænkes til svensk niveau. Men selv om priserne endnu ikke er nået derned, er man allerede nået under hvad det koster, at fremstille vaccinerne selv. Som så er det underskud regeringen reagerer på med planerne om at ville sætte produktionsdelen til salg.

Men regnestykket er måske ikke så enkelt endda. I den gennemgang Rigsrevisionen for 10 år lavede af Statens Serum Instituts kommercielle opgaver, bruges en del på, hvor meget billigere svenskere og nordmænd kunne købe vacciner - og til dels også hollænderne, som dengang endnu opretholdt en statslig produktion. Men der blev også plads til forskellige afledte virkninger af ikke længere selv at have et sted til fremstilling af vacciner og den dertil knyttede forskning. Det er efterhånden kun nogle få af de multinationale medicinalfirmaer, der finder markedet for vacciner kommercielt interessant. Det giver selvfølgelig de tilbageblevne nogle stordriftsfordele at kunne samle produktionen på få, store fabrikker. Men det indebærer også en risiko for forsyningsproblemer, som der har været indtil flere eksempler på, hvor der ikke skal meget andet til end en banal driftsforstyrrelse på den måske ene fabrik, hvor produktionen er samlet, for at få vidtrækkende følger.

I Norge har myndighederne forsøgt at gardere sig ved at opbygge et centralt lager, så man har seks måneders børnevacciner og tre måneders normalt forbrug af andre vacciner. Hvor Sverige måske er endnu mere sårbar, fordi vaccinationsindkøb er lagt ud til de enkelte län. En anden måde nordmændene forsøger at gardere sig på er ved at indgå faste langtidsaftaler med producenterne. Vel vidende, at en sådan kun vil have begrænset værdi, hvis der virkelig skulle opstå en mangelsituation. Da vil det lille norske marked næppe have højt prioritet.

Hvordan man prissætter noget som måske/ måske-ikke sker er selvklart vanskeligt. Det samme gælder hvor hurtigt, nyudviklede vacciner bliver gjort tilgængelige. Her har Statens Serum Institut haft tradition for at være langt fremme i skoene. I 1920'erne var de først i verden til at udvikle og afprøve en kighostevaccine. I 1955 var instituttet som de første i Europa leveringsdygtige med en landsdækkende poliovaccinationskampagne for børn i alderen 7-12 år. Og inden for de senere år har instituttet markeret sig med en kombinationsvaccine mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio, en vaccine mod polio og en mod tuberkulose.

Den nye poliovaccine illustrerer i øvrigt nogle af vanskelighederne ved at være producent på forkant. Vaccinen er udviklet til at skulle bruges i det sidste store ryk på vej mod at kunne erklære børnelammelse for udryddet. Problemet er bare, at polioudryddelsen ikke er så tæt på enden, som man havde håbet. Og det har fanget instituttet på det forkerte ben, for der er investeret i udbygning af produktionskapaciteten, men indtægterne mangler lige nu.

Ved et frasalg vil man politisk, som påpeget af Enhedslistens Stine Brix, også spille sig den mulighed af hænde for at kunne styre forskning og udvikling af nye lægemidler mod områder, som medicinalindustrien ikke umiddelbart har økonomisk interesse i.

Svagheden ved en beredskabsøkonomisk tænkning i forhold til den rene fokusering på bundlinjen er, at det ofte koster at være beredt på hvad nu hvis. Men hvis det bekymrende er, hvad man her og nu får for pengene, må det undre, at regeringen vil sælge al produktion på Serum Instituttet fra. Ikke kun den urentable, men også diagnostica-afdelingen. For den giver faktisk overskud og bidrager til instituttets indtægter.

© Poul Birch Eriksen