Genforening er ikke noget, der umiddelbart kommer til én; det er noget som kræver bevægelse, her i det ydre en togrejse over Sjælland og Falster og en færge, der sejler til Warnemünde i det, der nogle timer endnu hedder Den Tyske Demokratiske Republik - DDR. Ifølge Salmonsens konver­sa­tionsleksikon fra 20’erne er Warnemünde ved Warnow-flo­dens munding meget besøgt som søbadested og som vinter­kursted for nervelidende. Som yngre kom jeg her af og til, af andre grunde; min barndomskærestes far var skibsfører på ru­ten og inviterede ofte til en overfart med Kongen - DSB-fær­gen »Kong Frederik IX«. Våbenopbuddet og kontrollen omkring færgen og togvognene, som blev kigget meget grun­digt efter nedenunder for at ingen skulle gemme sig dér, hue­de mig ikke. Jeg kan huske engang jeg gik ned på vogn­dæk­ket, mens vi lå i Warnemünde, og der så en bevæbnet østtysk jernbanearbejder. Kanonen ved hans hofte gav mig ikke lyst til at besøge landet hinsides broklappen.

Men det er som om, der er sket et og andet siden da. Væk er de bidske hunde og maskinpistolerne. Paspolitibetjenten er smilende og venlig og har ikke det fjerneste mod at komme ind i kupeen endnu en gang, så hans anmodning om at måtte se pas ved indrejsen til DDR kan blive foreviget på bånd. Mens man studerer indrejsestemplet i passet kan man så fun­dere over, hvordan man rejser ud af et land, som ophører med at eksistere?

12 kilometer længere oppe ad den sejlbare flod ligger målet for denne rejse: Den gamle Hansestad Rostock. Oprindelig var det en vendisk by, der lå på Warnovs østlige bred. Nu lig­ger den på vestre bred takket være en særlig form for dansk byplanering for 829 år siden, signeret Valdemar I. Han jæv­ne­de simpelthen den daværende by med jorden. Den nye blev bygget på den anden side floden. Uden de af den grund slap helt for danerne. Rostock måtte, stadig ifølge Salmon­sen, i 1301 anerkende dansk overhøjhed.

Siden indgik de i andre alliancer, først i Hanseaternes For­bund, senest i Østblokken. I dag er Rostock en lille by i Tysk­land, altså efter tyske forhold. Der er omkring 250.000 ind­byg­gere og den har bl.a. et skibsværft og Tysklands tred­je­ældste universitet efter Heidelberg og Leipzig.

Det første indtryk af Rostock er lugten, som tager én tilbage i tiden. Ikke længselsfuldt, men til dengang den sure os fra dårlige kulfyr hang som en dyne over danske byer, blandet med udstødningsgassen fra ineffektive bilmotorer.

Dette er provinserne. Denne umiskendelige stemning. Som også smitter af på arkitekturen med dens smukke, men dår­ligt vedligeholdte, gamle huse, kommandoøkonomiens fir­kan­tede kasser og baggårde man af æstetiske grunde helt bør holde sig fra så meget som at kigge ind i. Og så kan man alli­ge­vel blive positivt overrasket. Hansestadskarakteren med de gamle købmandsgårde, der vender gavlen ud mod pladsen, fornægter sig ikke på den store Universitätsplatz. Men det, der bryder fordommene, er, at her også er nye bygninger, som flot tilpasser sig stilen.

Et hotelværelse er ikke noget man bare kan få på denne den sidste dag i DDR. Inter-Hotel melder ingen plads i herberget og henviser til at tage med sporvognen ud til Haus der Hoch­seefischer ude ved værftet.

Sømandshjemmet er en af disse charmeforladte kasser. For­an er opstillet en statuegruppe i den der klare socialrealistisk stil, hvor man overhovedet ikke lades i tvivl om, hvad det fo­re­stiller. De tre er fordybet i en samtale, som det ville være synd at bryde ind i. Det maritime præg på værelset er en køje anbragt i en alkove med en madras så blød, at man med lidt god vilje godt kan forestille sig liggende i en hængekøje. Vin­duerne trænger, som så mange andre her, grusomt til ma­ling, men efter at have været gennem halvdelen af huset der­hjemme, er mit forhold til vinduesmaling lettere traumatisk.

Det mest interessante ved det sidste DDR-måltid er, at det er tag-selv-buffet i en lidt speciel udgave. Tjenerflokken, og den er stor, står beredvilligt opmarcheret, klar til at lægge det over på en tallerken man beder om. Og bagefter bærer de ens tallerken over til bordet.

Der er mange mennesker på gaden, som fordriver tiden til mid­nat med at promenere op og ned ad hovedstrøget, mens de kigger på vinduer i de forretninger, der har ladet lyset bræn­de. Blandt dem er katalogforretningen Schwab, der for nylig er kommet til Rostock. Der er kun udstillingsvarer i bu­tikken; til gengæld kan der fra det over 1.000 sider store ka­ta­log bestilles mere end 40.000 forskellige varer.

Vil man absolut handle her og nu er mulighederne legio. Pøl­ser, vin og øl i stride strømme fra de mange boder, som er klas­ket op som til byfest; på torvet kan man købe fadøl fra et vikingeskib. Eller de samme indrammede, sølvglinsende, tre­dimensionale billeder af skovsøer og bjerglandskaber som snart sagt overalt på kloden. En plakat fortæller, at Volks­theaters Kleine Haus denne tirsdag spiller »Der Auftrag« af Heiner Müller som Letzte DDR-Aufführung allerseiten - sid­ste DDR-opførelse nogensinde. Mens der i Folketeatrets Gros­ses Haus vil være festkoncert om onsdagen med Nord­deutschen Philharmonie Rostock med et rent Beethoven-pro­gram, bl.a. Egmont-ouverturen.

Midt på Universitäts-Platz er der bygget en stor overdækket scene, hvorfra det vestlige Norddeutscher Rundfunk i sam­ar­bejde med det østlige Deutsches Fernsehen vil sende direkte. NDR står for indholdet, DFF for transmissionen.

Da udsendelsen går på, begynder den stemningsfuldt med klokkespil fra et af de nybyggede huses facadegavle. Onkel Studievært har forinden opfordret de mellem fem og ti tu­sind på pladsen til at være lidt stille og spare lidt på knald­fyr­værkeriet, som er dukket op fra hvem ved hvor. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Nok er der også noget for den levende baggrundsdekoration på pladsen, lidt musik og sådan, men det primære er nu et af de talkshows, tysk fjernsyn ekselerer i. Efter at have holdt i 40 år, 11 måneder og 25 dage forgår DDR i fjernsynsregi i snak om fortid og fremtid med ind­bud­te gæster, der, som de omkringstående bemærker, ikke siger andet end det Kwatsch, end det præk, der er blevet sagt det sidste års tid, igen og igen. Samtaler er livsnødvendige, men af og til kan ordene bruges til at snakke forbi og udenom, i­sær om følelserne, som det især må handle om på en aften som denne. Men som min tyskfødte veninde siger, så er det meget tysk, at alt skal problematiseres og teoretiseres. Hvor det, der måske mere end noget andet taler til følelserne, nem­lig musikken, blot bliver en slags pausefisk.

Men dette er trods alt en glædesaften. Måske ikke så meget over genforeningen som sådan, for den er langt fra upro­ble­matisk med højere priser og udsigt til massearbejdsløshed. Snarere som en status over, hvor ufattelig meget der er sket det seneste år. Det er fint, at man nu kan rejse, hvorhen man vil. Ikke at man nødvendigvis vil benytte sig af det, men det er rart at vide, at man ikke længere er afskåret fra det. At det vil være muligt at møde fagfæller og bare snakke profession. Og vigtigst er nok at være kommet ud af mange års isolation, at finde ud af at man stadig hører til. Derfor skal sekt-prop­per­ne også springe.

Snart er øjeblikket inde, tidspunktet, hvor man kan sige sit Endlich - endelig. Nu er det slut med Arbejder- og Bonde­re­publikken. Definitivt. Og således forgår DDR ikke med en sag­te klynken men i et jubelbrøl, da klokken på scenen ringer midnat.

Stemningen kan bedst betegnes som løssluppen overstadig. Byfesten er blevet til nytårsaften, lynkineserne knalder om ører og fødder på én og folk sender raketter til vejs. Med de bare hænder. Et sted må brandvæsenet slukke en brand i en affaldscontainer. Den ligger tilbage på asfalten. Smeltet.

Udrykningen i den nye dags, i det nye, forenede Tysklands første time gælder et trafikuheld. En vesttysk personbil er stødt frontalt sammen med en østtysk motorcykel. Men der er nok ingen grund til at drive symbolikken for vidt.

Det er onsdag. Den nye tyske enhedsdag. Den 3. oktober er fremover officiel fridag. Men ellers ligner meget sig selv. Vinduerne er ikke blevet malet i nattens løb, de sam­ta­len­de foran sømandshjemmet er stadig opslugt af deres. Der­imod er hammer-og-passer flagene blevet pakket sammen, overalt vajer nu det fællestyske sort, røde, gyldne flag. Kun et enkelt sted, fra et vindue i et hus langs jernbanen ved Bützow vajede det gamle flag. Hvis man leder længe nok kan man fin­de biler, der endnu har DDR-mærker på bagsmækken, men mange har enten pillet dem af eller har skrabet D og R ud, så der kun er D for Deutschland tilbage.

Mens forretningerne holder lukket, varetages de frie mar­keds­kræfters spil af boderne; mange af dem er kommet vest­fra, for at faldbyde alt fra persienner, gardinstænger, tøj, avi­ser, øl, frugt - annanas til 2.95, små 12 kroner - palmer i lan­ge baner til pølser.

Mens bladene falder på Universitätsplatz forsøger en ældre mand at forklare sit barnebarn, at nu er vi alle tyskere, og at der ikke længere er noget, der hedder DDR og aldrig vil kom­me til det igen. Purken ser ud som om han ikke fatter det, og for bedstefaderen vil der nok også gå et stykke tid.

Med genforeningen som en realitet melder eftertænk­som­he­den sig stærkere og stærkere. Ikke bare med spørgsmål om det ikke er gået for stærkt? Også om man kan lægge sin fortid bag sig og benægte, at den har eksisteret. Eller gør man? U­den at være nået til en erkendelse af, at grunden til at man har taget et nyt standpunkt er et udtryk for at man kan blive klogere. Og ikke gemen opportunisme.

Den over 700 år gamle Marienkirche bærer vidne om den u­middelbare fortid. Sådan som det har været kirkens rolle i Østtyskland. I et af sideskibene er der en fotoudstilling, med billeder fra nogle af de demonstrationer, der også prægede Østersøbyen sidste efterår. Nogle af demonstrationerne fandt sted på Universitätsplatz med levende lys og bannere med tekster som Lass den Prager Herbst nicht wie den Frühling enden - Lad ikke Prag-efteråret ende som foråret, der jo som bekendt i 1968 blev knust af sovjettiske tanks og Nicht Juden oder Polen, die SED har uns betrogen - Hverken jøder eller polakker, men kommunistpartiet, det socialistiske enheds­par­ti har bedraget os. Andre billeder viser demonstrationer ved det lokale Stasi-hovedkvarter og foran rådhuset. På end­nu et billede ser man teksten til We shall overcome - en sang, der i en anden tid blev sunget af et andet undertrykt folk.

Tilbageturen på denne genforeningsrejse er lagt over Lü­beck og Puttgarden for at krydse den gamle grænse mel­lem øst og vest. I modsætning til den ligeledes østtyske fær­ge fra dagen før er toget her, som stadig er fra Deutsche Reichsbahn forsynet med et kort over DDR, eller skulle man sige nu das ehemahlige DDR - det tidligere DDR. Kort­ma­ge­ren har slettet Guldborgsund og lagt Lolland og Falster sam­men. Stærkt fortegnet.

Grænsestationen ved Herrnburg har længe været sløjfet. Nu drøner toget bare igennem, hvor det tidligere holdt i det uen­delige, mens det blev undersøgt. Banelegemet før, efter og om­kring stationen er stadig indhegnet af meterhøje hegn. Sky­detårnet, med dets strategiske overvågningsplacering er på den tyske enhedsdag fyldt med folk, der bare kigger og måber. Mens højt oppe over svæver rovfuglene i efterårs­so­len.

Selve grænsen markeres nu blot af en sort, rød og gylden pæl ved siden af sporet. Og så ved lyden, der skifter kulør, fordi man i vest kan lave sammenhængende skinner, mens man i øst stadig har mellemrummet mellem de enkelte skinner.

I sin sidste tale som østtysk regeringschef sagde Lothar de Maizière: »Vi lader et system bag os, som kaldte sig demo­kra­tisk, men ikke var det.« I stedet for tyrani træder nu rets­sikkerhed, demokrati og menneskerettigheder.

Lothar de Maizière manede ifølge Die Welt til eftertænk­som­hed i glæden over den nyvundne frihed, og særlig med særlig adresse til de vesttyske tilhørere: De fire sidste årtier var trods alle belastninger »en del af vor personlige biografi; en del af vort voksne Jeg; det har præget os og det har krævet store ofre af næsten alle.« Det har givet en følelse af identitet og hos dem, »der bevidst forblev her, et fællesskab, som det har været svært at forlade.« Han sagde videre: »Vi ville en­he­den, også selv om ikke alle oplever denne dag med lige let hjer­te.« Den tyske enhed er ikke hermed afsluttet, det bliver nu op til alle tyskere at føre den ud i livet. »Det er ikke kun et spørgsmål om materielle goder, men i lige så høj grad om ud­øvet samfundssind.«

Og det er humlen i det hele, for mange vesttyskere taler efter genforeningen ikke længere om »vore brødre og søstre i øst«. De er nu blevet til Die Zonis, som ikke skal vente sig, at vest­ty­skerne i solidaritet vil være med til at skatterne hæves.

Eller replikken som Peter Høegh lader en af sine personer, forfatteren Josef K., i novellen »Rejse ind i et mørkt hjerte« fra den netop udkomne samling »Fortællingen om natten«, lukke munden på en tysk general med: »Den germanske bro­derskabsånd har jo ingen lang historie at fortælle«.