BirchEriksen.org

Det Skaldede Bjerg


Mont Ventoux er mere end et 1909 meter højt bjerg i Provence; herfra hentes stof til cykelsportens mytologi.


Der er en egen logik i, at når Tour de France beslutter sig for at indlægge Mont Ventoux i løbet, som det sker i år, at etapen så køres den 13. juli. For Mont Ventoux er uløseligt forbundet med den 13. juli, for det var på den dato i 1967, englænderen Tom Simpson kørte sig selv til døde på det skaldede bjerg.

I 1967 faldt den 13. juli - som i år - på en torsdag. I år køres 12. etape fra Carpentras til toppen af Mont Ventoux. Dengang kørtes 13. etape fra Marseilles til Carpentras, som skulle passeres to gange. For efter at have kørt første gang over målstregen skulle feltet lige en tur op over Mont Ventoux inden ryterne for alvor kom i mål. I 1967 var etapen fra Marseilles til Carpentras over 200 kilometer; i år er etapen fra Carpentras til toppen af den udslukte vulkan omkring 150 kilometer. Dengang kørte rytterne den lige vej fra Carpentras op over bjerget; i år tager de på noget af en udflugt gennem Provence.

Tom Simpson, professionel verdensmester i 1965, vinder af Flandern Rundt i 1961, Milano-San Remo i 1964, Lombardiet Rundt i 1965, og den første brite i den gule førertrøje i Tour de France i 1962 efter soloridt i Pyrenæerne mellem Pau og St. Gaudens, lå nummer 7 i klassementet, da de 103 ryttere i feltet begyndte etapen om morgenen den 13. juli, 1967, i Marseilles og kørte mod nord. Efter godt 150 kilometers kørsel og efter første passage af målstregen kom de til landsbyen Bédoin ved foden af Mont Ventoux.

Bédoin ligger omkring 300 meter over havets overflade. Toppen af Mont Ventoux 1909. Afstanden mellem Bédoin og toppen er 21 kilometer. Den gennemsnitlige stigning er 7,63 procent.

Stigningen er dog ikke jævn på den sydlige opkørsel. De første 6 kilometer går det lige så stille opad. Ved St. Estève kommer et hårnålesving til venstre og vejen rejser sig til 10 procent, nogle steder står der 12 procent på advarselstavlerne i vejkanten. Samtidig kommer man ind i en fyrreskov, hvor luften står helt stille, mens vejen snor sig og stiger, opad og opad.

Lige ved trægrænsen og hvor vejen flader en smule ud, ligger en café, Chalet Reynard. Den dag, den 13. juli, 1967, havde caféens termometer opgivet ævred, da det nåede 54 grader Celsius. De sidste 6 kilometer fra Chalet Reynard til toppen køres gennem et goldt, hvidt stenlandskab, uden nogen form for skygge eller læ mod vinden. På en solbeskinnet julidag - og dem er der mange af i Provence - er det lige før asfalten er flydende.

En sådan opkørsel splitter ethvert felt. Om ikke andet skal arrangørerne nok vide at skabe betingelserne for det ved at have ladet rytterne køre omkring 150 kilometer, inden de giver sig i kast med bjerget. De mange kilometre giver en vis naturlig mørhed, som skal kombineres med at rytterne skal skifte kørestil. Fra den flade vejs kværnende tråd i store gear til høj kadence i lave gear, hvor man skal til at bruge ryggen i langt højere grad til at trække med, og det er noget der kan mærkes i lænden. Den sande klatrer kendes på, at han kører på en rytme, der tilpasser sig, hvad bjerget dikterer, og at han netop trækker med ryggen, ikke med underarmene fra styret. Hænderne ligger blot på bremsegrebene, også når han rejser sig en danseuse. Det sikrer fremdrift i cyklen, at der er overskud til at træde hårdt, når det virkelig kniber, sådan at kræfterne udnyttes rationelt og man undgår at benene eksploderer med musklerne fyldt med mælkesyre.

Den torsdag i juli i 1967 var stillingen, da de kørte ind i den hvide stenørken, at den store franske stjerne Raymond Polidor lå forrest sammen med den spanske klatrer - og senere etapevinder - Julio Jiminez. Kort før toppen nåede italieneren Felice Gimondi op til dem. Efter førergruppen lå 2 ryttere. Så Tom Simpson, lidt over 100 meter efter ham franskmanden Lucien Aimar. Og bag dem de øvrige spredt over mange, mange kilometer.

Tom Simpson begyndte at få svært ved at holde tempoet. Han trådte langsommere og langsommere rundt i pedalerne. Lucien Aimar nåede op. Og efter ham blev Tom Simpson overhalet af yderligere 4 ryttere. Han led videre i heden yderligere et par kilometer. Så begyndte han at slingre. Det ene øjeblik var han faretruende nær kanten, det næste væltede han ind i bjergsiden. Hans mekaniker Harry Hall sprang ud af ledsagevognen og gav sig straks til at løsne hans tåclips. Der var ingen grund til at en mand, der ikke kunne mere, skulle hænge fast i sin cykel.

Men Tom Simpson var ikke til sinds at give op og forlangte at blive sat på cyklen igen. »Tag dig sammen, mand«, råbte en af de andre fra ledsagebilen, og Simpson kom i gang igen, uden slinger.

En fotograf på en motorcykel tog nogle billeder, blev klar over, hvad det var han så gennem linsen og gav chaufføren besked om straks at køre til målet i Carpentras, hvor han fremkaldte filmen og sendte sit billede hjem til redaktionen med beskeden om at Tom Simpson var død. Da han senere blev spurgt, hvordan han kunne være så sikker på at det ville blive udgangen, svarede han, at han i Simpsons øjne havde set døden.

En lille kilometer fra toppen af Mont Ventoux mistede Tom Simpson den rytme han havde genvundet. Han styrtede og blev liggende på de hvide sten. Harry Hall fik ham befriet fra cyklen. Simpson havde ikke noget åndedrag og Harry Hall gik straks igang med kunstig åndedræt. Løbslægen dr. Dumas tog over og gav Simpson iltmaske på, samtidig med at de gav ham hjertemasssage. Behandlingen fortsatte i den politihelikopter, der bragte ham til hospitalet i Avignon. Men forgæves. Tom Simpsom blev ved ankomsten erklæret død.

Dødsårsagen blev angivet til solstik og iltmangel. Først senere kom det frem, at der var blevet fundet spor af amphetamin i Simpsons krop. Doping, der skulle have sat ham i stand til at yde mere, men som i stedet fik ham til at overhøre kroppens advarselssignaler og køre ud over grænsen for sin formåen.

Der har været spekuleret i, hvorfor en mand som Tom Simpson tyede til doping. Man kan se, at hverken talentet eller sejrene i Klassikerne gav ham nok til at være sikret økonomisk efter cyklen var stillet i stativ. Hvad der også hang sammen med at han var ramt af uheld. Det verdensmeskerskab han vandt i 1965 i San Sebastian fik han ikke rigtig noget ud af. Ikke fordi tilbuddene manglede, men fordi han fik ødelagt det meste af den sæson, hvor han kunne køre i den regnbuefarvede tricot, af et brækket ben under en skiferie den vinter.

Da det blev 1967 havde han vundet forårsløbet Paris-Nice, men havde desperat behov for at vinde et løb som Tour de France, ikke kun at sportslige grunde, men også af økonomiske. Han havde bundet sig til at investere i boligbyggeri i Gent i Belgien, hvor han boede, og på Korsika. Hans mål var at vinde £ 50.000 på Touren og nogle løb derefter, og så at trække sig tilbage.

Men det er ikke kun Simpsons død, der gør Mont Ventoux så specielt. Den franske filosof Roland Barthes påpegede allerede i 50’erne i sit berømte essay »Tour de France - cykelløbet som epos« - genudgivet på dansk i 1996 i samlingen »Mytologier« - at det gny, der står om Mont Ventoux, skyldes at det er et bjerg i alle ordets betydninger. De alpine og pyrenæiske bjergpas derimod er netop kun passager, man tager over for at komme fra et sted til et andet. Læg så dertil at Mont Ventoux i sin blotte fremtoning er frygtindgydende i sig selv, højt, stort og skaldet, fordi træerne stopper i 1400 meter højde og de øverste 500 meter er en gold, hvid stenørken. Eller med Roland Barthes ord: »Et fordømt terræn - et sted hvor helten sættes på prøve, noget i retning af et ophøjet helvede hvor cykelrytteren skal afgøre sin frelses sande karakter.« Hvis De nogensinde har undret Dem over hvorfra de mange sprogblomster, der anvendes i beskrivelse af cykelløb, stammer, har De måske et muligt udgangspunkt her.

Mont Ventoux er en udslukt vulkan, første eller sidste gang, afhængig af hvor man ser det fra, Alperne for alvor skyder til vejrs, inden Rhone-dalen mod vest og Middelhavet mod Syd. Kommer man kørende nordfra kan man straks syd for Lyon se bjerget rejse sig ude til venstre, netop fordi det er det eneste rigtige bjerg i miles omkreds.

Det er så også det, der i en cykelsammenhæng gør det så specielt, fordi opstigningen ikke bare er lang, man skal samtidig mange meter op.

Den der skriver disse linjer har selv i 1994, som var sidste gang Tour de France var over Mont Ventoux, gjort et forsøg på at komme op, men det strandede et lille stykke oppe i fyrreskoven efter St. Estève. Tilbage på hotellet lå jeg og våndede mig på sengen hele eftermiddagen og tømte i den forbindelse en hel dåse bolsjer. Det var som om at alt hvad der hed sukkerdepoter var røget ved samme lejlighed. Dagen efter Tour de France feltet havde været over Mont Ventoux fik selvfølelsen det lidt bedre, for inden starten af næste etape spurgte jeg Bo Hamburger hvilke gear han havde kørt op med. 39x23 lød svaret. Jeg havde forsøgt mig med 42x23. Og så var det lidt mere forståeligt at det ikke lykkedes. Den gang.

Mont Ventoux var stedet og 1994 var året, hvor Bjarne Riis kørte baglæns gennem klassementet. 1994 var også det år, hvor det nær var gået galt for Miguel Indurain på nedkørslen. Han kom for langt ud i venstre side af vejen og mange så ham allerede på vej ned af bjergsiden, men det lykkedes ham at sparke foden ud af pedalen og ved hjælp af støttebenet at få skiftet vægten og få kontrol over situationen.

Og så var 1994 året, hvor italieneren Eros Poli vandt. Eros Poli, i mange år feltets største rytter, 1 meter og 94 centimeter høj, 85 kilo tung, er ikke just det man forbinder med bjergetaper. I hvert fald ikke som liggende forrest. Men derimod værdsat af alle som chauffør i grupetto’en, gruppen af tunge drenge, der samler sig og regner den ud, så de lige akkurat kommer i mål inden for tidsgrænsen. Det er chaufførens opgave at regne ud og sætte tempoet efter, hvor sent rytterne må komme i mål.

Det naturlige cykelterræn for den tidligere fotomodel er det flade land, hvor hans særlige kvalitet som trækdyr, den, der angiver farten i feltet, kommer til sin ret. Da GAN-holdet, som han kørte for i 1997, skulle forsvare Cedric Vaseurs gule førertrøje på etapen til Pau sørgede han ene mand for at holde så høj fart i feltet, at ingen fik mulighed for at stikke af, og han gjorde det over 50 kilometer. Uden afløsning.

Det siger sig selv at en høj mand som Eros Poli har en høj cykel med en lang saddelpind. Men det er ikke kun størelsen, der gør den let genkendelig. Eros Poli kører også med en noget særpræget saddel, der buer opad bagtil, som for at forhindre den store mand i at glide bag ud af sadlen. Det er også det, der er meningen, samtidig med at den skulle sikre et mere kraftfuldt tråd. Den saddel Eros Poli kører med er det sidste levn af et eksperiment med enkeltstartscykler, hvor sadlen blandt andet sluttede lodret. De blev forbudt, men den saddel Eros Poli kører med fik lov at overleve.

I 1994 kørte Eros Poli for Mario Cippolino, der planmæssigt var udgået af Tour de France, sådan som han altid gør, når bjergene begynder at dukke op. Da der ikke længere var en spurtkanon at køre i stilling havde rytterne på holdet fået frie tøjler. Dét forstod Eros Poli at udnytte. Som grupetto-chauffør kunne han regne den ud og hans beregninger sagde ham, at på et bjerg som Mont Ventoux ville han sætte et minut til per kilometers opkørsel. Derfor måtte han skaffe sig et tilpas forspring, hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger.

1994-etapen mindede i sin opbygning om 1967-etapen. Mange flade kilometre inden Mont Ventoux og 2 gange over målstregen i Carpentras. Ved den første passage kom Eros Poli kørende alene med en servicevogn efter sig. Så skete der ikke mere de næste 25 minutter. Først da kom feltet. Men hvis Eros Poli mistede et minut for hver kilometers opkørsel og der var 21 kilometer op fra Bédoin til toppen af Mont Ventoux, så passede pengene. Med det udbrud han havde lavet tidligt på dagen havde han tilmed oparbejdet så stort et forspring at der var lidt af give af. Og sådan gik det til at Eros Poli med store armsving og fejende buk kørte over målstregen nogle minutter før de jagende favoritter.

På Mont Ventoux, en lille kilometer fra toppen, tog Eros Poli sig sikkert også tid til, som traditionen byder alle cyklister at gøre, at lette på cykelhuen når de kører forbi mindesmærket for Tom Simpson, dér hvor han faldt for anden og sidste gang. Det var i middagsheden han styrtede. Siden 1967 har ruten været lagt sådan, at der først køres over Mont Ventoux sidst på eftermiddagen, når solen ikke længere er så hed.

© Poul Birch Eriksen